Sanktioner mod Rusland: Grønland tilslutter sig

Det bliver sværere for Grønland at handle med Rusland fremover, nu hvor Naalakkersuisut er gået med til at sanktionere landet.
- Jeg fordømmer på det kraftigste Ruslands handlinger mod den ukrainske befolkning. Det er meningsløst og derfor vil vi gerne vise vores solidaritet med den ukrainske befolkning ved at tilslutte os de internationale sanktioner mod Rusland, skriver formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Malik Brøns
25. februar 2022 17:23

Grønland tilslutter sig sanktioner mod Rusland.

Det skriver formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA) i en pressemeddelelse.

Det sker efter at de europæiske ledere, heriblandt den danske statsminister, Mette Frederiksen tog til et ekstraordinært møde i går i Bruxelles.

Her blev de enige om at indføre ”de hårdeste sanktioner nogensinde” mod Rusland.

Sanktionerne handler primært om, at ramme Ruslands økonomi.

Ifølge Naalakkersuisuts pressemeddelelse, så tilslutter Grønland sig sanktionerne der blandt andet vedrører Ruslands finansielle sektor, energisektor og transportsektor.

- Jeg fordømmer på det kraftigste Ruslands handlinger mod den ukrainske befolkning. Det er meningsløst og derfor vil vi gerne vise vores solidaritet med den ukrainske befolkning ved at tilslutte os de internationale sanktioner mod Rusland, skriver formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede.

EU’s sanktioner vil blandt andet betyde, at det vil ramme 70 procent af Ruslands bankmarked. Det skriver DR nyheder, som har talt med Lars Johannsen, der er lektor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet:

- Helt overordnet gør man det sværere og sværere for russisk økonomi at være en del af den internationale økonomi, siger Lars Johannsen til DR.