Studie: Sand kan blive et eksporteventyr for Grønland

Grønland kan måske skabe en ny, stor industri ved at sælge sand. I et nyt studie konkluderer forskere, at der er kolossale mængder sand langs Grønlands kyster som følge af afsmeltning – og det er guld værd.
Foto © : Benjaminsen Ida
14. februar 2019 07:19

Det er svært at sælge sand i Sahara. Men andre steder i verden er sand i høj kurs, og det kan blive til Grønlands fordel.

Det viser et nyt studie bragt i tidsskriftet ”Nature Sustainability”, som forskerne Mette Bendixen og Lars Lønsmann står bag. Også professor i geologi, Minik Rosing, er blandt deltagerne i studiet.

Og resultaterne viser, at der muligvis kan gemme sige et nyt, stort erhverv i Grønland, siger han DR’s P1 Morgen.

- Man kan bruge det til at få dækket verdens stigende behov for at få sand og den slags til byggeri og også til at modvirke stigende havniveauer og alt muligt andet. Og så kan man bruge det til at se på, om Grønland kan få et nyt erhverv, som kan være med til at understøtte Grønlands udvikling.

Sand er en mangelvare

Sand ophober sig, når Indlandsisen og gletsjere smelter, og vandet løber ud mod kysten. Faktisk er mængden af sand ifølge studiet fra Grønland så stor, at den udgør otte procent af alt det sand, som årligt løber ud i verdenshavene.

Men i stedet for at lade det løbe ud i havene, kunne sandet blive brugt andre steder. For mange steder i verden er der mangel på sand til for eksempel beton, infrastruktur og byggeri af dæmninger.

LÆS OGSÅ Forskere overrasket over resultater med gletsjermel

Og de steder, hvor sandet i dag udvindes fra - for eksempel fra havbunden - har det konsekvenser for natur og miljø.

- Sand er faktisk en mangelvare. Og det, der er det fantastiske ved den grønlandske situation, er, at der, hvor sandet kommer ud, bliver der ved med at komme mere. Så der kommer altså millioner af tons ud i et enkelt delta hvert år, så du kan blive ved med at tage af det i stedet for at grave et hul, der bare bliver større og større, ind til du har brugt ressourcen op, forklarer Minik Rosing.

Op til politikerne at undersøge nærmere

Med den nuværende værdi på sand er der så meget sand i Grønland, at den ifølge studiet vil udgøre mere end halvdelen af landets bruttonationalprodukt, hvis det blev solgt i dag - og værdien er stigende.

Men før en egentlig industri kan starte, skal der laves blandt andet miljø- og transportberegninger, understreger Minik Rosing.

LÆS OGSÅ Grønland kan sikre verdens fødevareforsyning

- Alle steder, man udvinder den slags materiel, er der nogle konsekvenser. Og meget tyder på, at de konsekvenser vil være mindre i Grønland, fordi det er et system, der er aktivt, siger han og tilføjer, at det er op til politikerne at lave rammerne for en ny industri.

- Det, vi kan gøre som geologer, er at sige, at muligheden foreligger. Og nogen må finde ud af, om det er attraktiv, siger Minik Rosing.
 

Video: "Løfter og farer ved udnyttelse af sand i Grønland". Bag står forskerne Mette Bendixen og Lars Lønsmann Iversen, som er hovedforfattere på studiet i tidsskriftet Nature Sustainability.