Samfundsforsker ser ikke meldinger fra Siumut have gang på jord
Formandskabet i Siumut vil stille en afværgedagsorden, hvis der bliver stillet et mistillidsvotum mod Naalakkersuisut ved den kommende vintersamling.
Siumuts ledelse opfordrer samtidig til at søge samarbejde i det nuværende Inatsisartut fremfor et valg. Begge dele virker urealistiske, mener Birger Poppel, der er samfundsforsker tilknyttet Ilisimatusarfik.
- Det flertal, der er, sidder jo med vidt forskellige holdninger, som de ikke har haft mulighed for at få prøvet af i en offentlig debat og få et aktuelt mandat til. Jeg kan godt forstå, at man gør forsøget (i Siumut red.), hvis man frygter at få et valgnederlag, men udsigten til, at det skulle have nogen gang på jord, den er næsten nul, lyder vurderingen.
Siumut vil undgå valg
Birger Poppel mener desuden, at opfordringen skal ses i skæret af den seneste meningsmåling, der viser tilbagegang for Siumut, mens det største oppositionsparti Inuit Ataqatigiit står til markant fremgang.
- Selvom Erik Jensen i sidste uge gav udtryk for, at et valg kunne være en mulighed, så er pressemeddelelsen et udtryk for forskellige måder at undgå et valg på, siger han.
LÆS OGSÅ Siumut: Når ikke engang sportsfolk må rejse, er det ikke tid til valg
I meningsmålingen står Siumut til at gå tilbage med et mandat til i alt 9 mandater ud af Inatsisartuts 31 pladser. Samtidig står Inuit Ataqatigiit til at gå frem med fem mandater til samlet 13 mandater.
Flere partier ønsker valg
De øvrige partier foruden koalitionspartneren Nunatta Qitornai, har udtrykt klare ønsker om et valg for at få renset luften. Mandag sendte Inuit Ataqatigiit, Atassut, Demokraterne og Partii Naleraq et forslag om et ekstraordinært valg til Inatsisartut.
Birger Poppel peger også på, at der kan være behov for valg, fordi der lige nu er nogle store samfunddiskussioner, der slider på det politiske samarbejde.
LÆS OGSÅ Så kom forslaget: Fire partier kræver valg
Han nævner lufthavnsbyggerierne, fiskeriet og udsigten til mulig uranudvinding nær Narsaq.
Birger poppel understreger, at den seneste tid dog igen har vist, at det er svært at spå om, hvad der vil ske i politik herhjemme.
LÆS OGSÅ Siumut: Det er ikke tid for et valg