Reaktioner på Trumps sejr: Samarbejdet mellem Grønland og USA fortsætter
- Det står nu klart, at resultatet af valget i USA er blevet tydeligt. Og jeg vil gerne sige tillykke med resultatet. Vi har selvfølgelig spændt ventet på valget fra vores side.
Sådan lyder det fra naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (Siumut), efter at det i formiddags stod klart, at USA's nye præsident bliver Donald Trump.
Selvom USA har fået en ny præsident, og han hedder Trump, forventer Vivian Motzfeldt ikke de store ændringer i forholdet og samarbejdet mellem USA og Grønland:
- Jeg forventer fuldt ud, at det gode fundament, vi har opbygget med USA, vil fortsætte fremadrettet, siger hun.
KNR har også talt med det grønlandske folketingsmedlem, Aaja Chemnitz (IA). Det var en noget skuffet politiker, som udtalte sig efter Donald Trumps sejr:
- Det var lidt af en mavepuster i morges, skal jeg være ærlig og sige. Der er mange af os, der havde håbet på, at det ville være Kamala Harris, siger hun.
Hun pointerer dog, at Grønland er vant til at samarbejde med folk, der tænker lidt anderledes.
- Og det er jo et amerikansk valg, så det er amerikanerne, der skal vælge deres egen præsident, og så skal vi kunne samarbejde med den præsident, uanset hvem det er, siger folketingsmedlem Aaja Chemnitz.
KNR har også rakt ud til formanden for Naalakkersuisut, Mute B. Egede, for at få en kommentar oven på valget i USA. Foreløbigt afventer vi svar.