Samarbejde mellem grønlandsk og færøsk erhvervsskole skal give bedre økonomer

Greenland Business School og Glasir Tórshavn College har startet et nyt samarbejde op, som skal styrke de små skoler og give stærkere økonomer på den anden side. I sidste uge var syv færøske elever på besøg i Nuuk.
Samarbejdet skal bestå af både vidensdeling, praktikforløb og så fælles undervisning. Foto © : Abaca/Ritzau Scanpix
Skrevet af Kim Hinrichsen
05. maj 2023 10:44

Et nyt samarbejde mellem erhvervsskolerne i Grønland og Færøerne skal bygge bro og skabe bedre økonomer, som er stærkere rustede til de helt særlige forhold, som de to selvstyrende øgrupper i Nordatlanten har.

Det fortæller Troels Friis, der er uddannelseschef på Greenland Business School:

- Formålet er at få en forbindelse mellem Grønland og Færøerne. Lade eleverne møde hinanden. Lade dem møde den kultur, som er mellem os. Meningen er simpelthen at bryde den mur, der lidt er mellem os, siger han.

Samarbejdet skal bestå af både vidensdeling, praktikforløb og så fælles undervisning – noget som blandt andet fandt sted i sidste uge.

Store klasser giver kloge hoveder 

Her samlede Greenland Business School i Nuuk elever fra både Færøerne og Grønland til en uges forløb mellem finansøkonomer på de to skoler. 14 engagerede elever i alt, hvor luften var fyldt med begreber som boliglån, salgsvurderinger og indboforsikringer.

En af dem var grønlandske Pilo Harbroe:

- Det har været udfordrende og sjovt. Vi var kun syv i vores klasse. De var syv hos dem. Det har været lærerigt. Jeg har lært at kommunikere med andre, som kommer udefra, siger han. 

Der er utroligt meget de to selvstyreejede lande og dets kommende økonomer kan lære af hinanden, når klassen pludselig vokser. Men det er også noget at lære for underviserne - hvilket løfter selve undervisningen, fortæller Troels Friis.

-Det giver jo en helt anden dynamik. Små klasser er jo på en eller anden måde måske lidt kedelige at have. De er slet ikke udfordret på samme måde, eller har de samme muligheder, som en stor klasse.

De 14 elever fra Færøerne og Grønland udviklede i sidste uge projekter i tre grupper om emnerne ejendomshandel, bank eller forsikring.

Men man lærer langt mere end det, mener Pilo Harbroe. Viden som bliver vigtigt også efter, man er færdig på skolebænken:

- Ikke bare i uddannelsen. Også fremover. Vi kan jo spejle os i hinanden. Vi er så få indbyggere og begge under rigsfællesskabet, siger han. 

De Grønlandske elever skal besøg den færøske erhvervsskole, Glasir Tórshavn College, i efteråret.

Indtil da vil der være en række virtuelle undervisningsforløb mellem de to skoler.