Valg til Europa-Parlamentet: Sådan brevstemmer du
Grønland er som bekendt ikke medlem af EU. Men på grund af det danske statsborgerskab kan alle grønlændere og færinger, der bor i Danmark, også stemme til Europa-Parlamentsvalget.
Valget bliver holdt i Danmark søndag 9. juni 2024.
Du kan afgive din brevstemme på det lokale borgerservicecenter i Danmark frem til tre dage før selve valget - det vil sige til og med 6. juni. Husk at medbringe gyldig legitimation.
Hvis du har fast adresse i Danmark, men opholder dig midlertidigt i Grønland og ønsker at brevstemme til Europa-Parlamentet, kan du henvende dig til det grønlandske folkeregister.
Europa-Parlamentet har sammen med Rådet til opgave at beslutte den lovgivning, der fælles skal gælde i EU-landene.
EU har stor indflydelse på Grønlands landskasse
Selv om Grønland meldte sig ud af EU - som dengang hed EF - i 1985, spiller EU i dag en stor rolle for Grønland og landskassens økonomi.
Faktisk er EU den andenstørste bidragsyder til landskassens økonomi. Alene i år yder EU over 250 millioner kroner til Grønlands landskasse.
Partnerskabsaftaler med EU gør, at Grønland har adgang til forskning og uddannelsessamarbejde i Europa, ligesom EU fra 2021 til 2027 betaler i alt godt 1,7 milliarder kroner til det grønlandske uddannelsessystem.
Som en slags gengæld får fiskere fra EU-lande andel i fiskekvoterne inden for grønlandsk farvand.
I marts i år åbnede EU da også et nyt kontor i Nuuk, som skal være med til at styrke samarbejdet mellem Grønland og EU-landene.
I alt skal indbyggerne i 27 lande i Europa stemme til Europa-Parlamentet hen over fire dage fra 6. til 9 juni. Fra Danmark skal der vælges 15 ud af 720 medlemmer til parlamentet.
Der er valg til Europa-Parlamentet hvert femte år. Ved seneste valg i 2019 afgav 66 procent af alle stemmeberettigede i Danmark en stemme.
Det er højere end den samlede valgprocent over hele EU, som lå på 50,6 procent ved seneste valg.