FOLKETINGSÅRET Sådan arbejder Aleqa og Aaja

Danske politikere roser sine grønlandske kolleger for at sætte fokus på Grønland i Folketinget. Der er dog forskel på de to partiers aktiviteter på Christiansborg.
Foto © : KNR
05. juli 2016 07:01

Der er ros til de grønlandske folketingsmedlemmer fra formanden for Grønlandsudvalget, Venstres Marcus Knuth.

- De ting, som Aaja og Aleqa bidrager med, er jo helt unikke. Det er noget, jeg som formand værdsætter utrolig meget, siger han til KNR.

Også Socialdemokraternes og Enhedslistens grønlandsordførere roser sine grønlandske kolleger for at virke aktive og tage initiativ til debatter om grønlandske anliggender.

- Vi (i Grønlandsudvalget, red.) har lavet flere høringer, flere møder, flere initiativer, end vi nogen sinde har gjort. Og det er ikke mindst de to grønlandske medlemmer, der har forsaget det, siger Karin Gaardsted fra Socialdemokraterne.

 

Flest spørgsmål fra IA

Alle fire nordatlantiske partier i Folketinget har afvist at give KNR aktindsigt i politikkernes kalendre. Det sker med henvisning til den danske offentlighedslov, der fritager medlemmer af Folketinget for et offentlig indblik i mødekalendre mm.

Et dyk i Grønlandsudvalgets dokumenter viser dog, at de to grønlandske politikere står bag 51 ud af i alt 87 udvalgsspørgsmål til danske ministre. Langt størstedelen - helt præcis 47 spørgsmål - er stillet af Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit. Herudover har partiet indkaldt til ét samråd og tre offentlige høringer.

Selv betegner Aaja Chemnitz Larsen også sit første år i Folketinget som ‘aktivt’.

-  Jeg har fået markeret mig meget stærkt. Jeg oplever også at få ros fra både rød blok og blå blok, så der er respekt omkring det arbejde, jeg laver.

Dog er hun stadig utilfreds med, at formanden for Grønlandsudvalget er dansk og efterlyser en mere 'proaktiv' formand. Sidste del bliver dog afvist af de øvrige partier i Folketinget på nær SF.


Aleqa: Mere erfaring end Aaja

Hos Siumut har Aleqa Hammond stillet fem spørgsmål til danske ministre via Grønlandsudvalget og indkaldt til ét samråd. Om baggrunden for det, siger hun:

- Jeg stiller ikke så mange spørgsmål til ministrene, som min kollega gør. Det ligger måske lidt i, at jeg har en del år på bagen i politik og har mere erfaring i politik end bare ét år. Jeg kommer fra en lang, politisk karriere fra Grønland og kender til mange af de forhold, som er vigtige for politiske forhandlinger mellem Grønland og Danmark.

Rent politisk er de fleste lovmæssige sager, Folketinget i år har behandlet, da også sager, som naalakkersuisut og et flertal i Inatsisartut har taget initiativ til.

 

Forskel på fremmøde

På Christiansborg indgår Siumut i et partipolitisk samarbejde med Socialdemokraterne, mens IA har valgt at stå alene.

I alle offentlige, tilgængelige møder om grønlandske forhold på Christiansborg har IA været repræsenteret, mens Siumut under en forespørgselsdebat i januar om forholdene for børn og unge i Grønland gav sit mandat til Socialdemokraterne.

Herudover har begge politikere holdt en række borgermøder i både Grønland og Danmark.

De fleste er dog sket hver for sig og på forskellige tidspunkter, hvor en borgermødeturné hos Siumut fandt sted i forbindelse med Arctic Winter Games.

Det betød fravær af Aleqa Hammond i et samråd, som Grønlandsudvalget holdte om Pituffik-sagen. Bag det ligger dog en klar prioritering, siger hun:

- Jeg har bemærket gennem året, at der er nogle journalister, som stiller spørgsmålstegn ved min absence fra Folketinget, fordi jeg er på Grønland, mens møder stadig påkører i Folketinget. Jeg skal minde journalisterne om, at jeg ikke er der for journalisternes ønske. Jeg er der, fordi jeg er folkevalgt af det grønlandske folk.

Derfor har rejser til Grønland også været førsteprioriteten, understreger Aleqa Hammond.

- Min prioritering af rejseaktivitet mellem Danmark og Grønland har været meget høj. Men det har også været fordi, at jeg har været i de områder, som mange ikke får besøg af, specielt ikke fra Folketinget. Og det har været højt på min prioriteringsliste. Det er jeg godt tilfreds med.

Folketinget holder nu pause og har første officielle mødedag første tirsdag i oktober.