Så meget tjener politikerne i Inatsisartut

Har du styr på, hvad politikerne i Inatsisartut tjener? Ellers kan du få et indblik her.
Foto © : KNR // Anton Gundersen Lihn
19. oktober 2017 07:16

Der er flere punkter på efterårssamlingen, som skal forbedre forholdene for det politiske arbejde her i landet. Partistøtten skal hæves med 30 procent, og politikerne skal have ret til at deres familie kan rejse til Nuuk to gange om året mod tidligere én gang om året. Men hvad tjener de folkevalgte i Inatsisartut egentlig?

Lønnen til medlemmer af Inatsisartut er sammensat af flere forskellige elementer. Dels er der en grundløn, der i år beløber sig til svarende til 346.602 kroner om året før skat. Det oplyser Økonomi- og personalestyrelsen til KNR.

Ved siden af grundlønnen kommer en række tillæg. Først et generelt tillæg på 16.836 kroner om året og dernæst et særligt tillæg på 71.552 kroner årligt.

LÆS OGSÅ Aaja Chemnitz kan se frem til millionhyre for dobbeltmandat

Inatsisartutmedlemmerne får desuden et omkostningstillæg på 50.000 kroner om året. Med omkostningstillægget er lønnen oppe på 484.990 kroner.

Formanden for Inatsisartut, som i øjeblikket er Lars Emil Johansen, får desuden et tillæg for at bestride denne post.

Det drejer sig om et særligt tillæg på 120.930 kroner om året.

Derudover er formanden for Inatsisartut placeret på et højere løntrin end de øvrige medlemmer. Det betyder, at formandens samlede løn beløber sig til 759.962 - cirka 275.000 mere end de almindelige inatsisartutmedlemmer.

Torsdag skal forslagene om øget partistøtte og en ekstra rejse til Inatsisartutmedlemmernes familie førstebehandles i Inatsisartut.

LÆS OGSÅ Partierne får mulighed for at give sig selv flere penge

LÆS OGSÅ Demokraterne imod øget partistøtte