Så meget tjener folketingsmedlemmer

54.768 kroner. Så meget kan de nyvalgte grønlandske folketingsmedlemmer se frem til i månedsløn. Det fremgår at Folketingets hjemmeside.
Skrevet af Martine Lind Krebs
01. september 2011 06:29

Grønlandske og færøske folketingsmedlemmer får lidt mere i løn end deres danske kolleger. Det såkaldte omkostningstillæg er nemlig takseret til knap 1600 kroner mere. Og tillæget, som i alt er på 6.359 kroner, er i øvrigt skattefrit.

Samtidig kan folketingsmedlemmer får tilskud til at have en bolig i København på maksimalt 8.000 kroner om måneden, eller de kan få en bolig stillet til rådighed af Folketinget.

Desuden betaler Folketinget for flyrejser inden for Danmark og brug af offentlig transport samt i nogle tilfælde taxature og hotelovernatninger.

Når man har siddet i Folketinget mere end blot ét år, er man berettiget til at få Folketingspension. Pensionen kan højest være på 28.430 kroner om måneden.

Der er i øvrigt delte meninger blandt de grønlandske kandidater om, hvorvidt det er i orden at beholde sit mandat i kommunalbestyrelsen eller Inatsisartut, såfremt man bliver valgt ind i Folketinget.