Rusland: Vestens handlinger kan føre til krig mellem atommagter

Vestens kurs i konflikten med Rusland gør, at der kan udbryde krig mellem verdens atommagter, siger Rusland.
Forholdet mellem Vesten og Rusland er i de seneste ti år forværret, særligt efter at Rusland invaderede og annekterede den ukrainske halvø Krim. Foto © : Natalia Kolesnikova/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
30. oktober 2023 08:56

Vestens handlinger og optrapning af konflikten med Rusland medfører en reel risiko for at føre til krig mellem verdens atommagter.

Sådan lyder det ifølge flere russiske nyhedsbureauer natten til mandag dansk tid fra Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, der er på besøg i Kina til en militærkonference for diplomater.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sjojgu hævder, at det er Vesten, heriblandt forsvarsalliancen Nato, som eskalerer konflikten med Rusland. Det kan have voldsomme konsekvenser, siger han.

- Vestens kurs med stabil optrapning af konflikten med Rusland medfører truslen for et direkte militært sammenstød mellem atommagterne, hvilket er fyldt med katastrofale konsekvenser, siger han ifølge nyhedsbureauet Tass.

Forholdet mellem Vesten og Rusland er i de seneste ti år forværret, særligt efter at Rusland invaderede og annekterede den ukrainske halvø Krim.

Forholdet blev kun værre, da Rusland sidste år invaderede Ukraine. Rusland hævder at have annekteret flere regioner i landet.

Store dele af Vesten lagde som svar Rusland under økonomiske sanktioner, og siden er det stort set kun gået den gale vej med forholdet.

Sergej Sjojgu hævder, at Nato er diskret i gang med at opruste sin tilstedeværelse i Asien- og Stillehavsområdet for at starte en konflikt, efter at det ifølge ham havde held med at starte en konflikt i Europa.

Oprustningen sker ifølge Sjojgu under et "forlorent ønske om dialog".

Forsvarsministeren nævner ikke, præcist hvilken oprustning der er tale om, men Nato har et tæt samarbejde med blandt andet Sydkorea.

Ruslands forhold til Kina er blevet bedre de seneste år, og også sidstnævnte var ude med riven efter Vesten og USA til militærkonferencen, som bliver holdt i Kinas hovedstad, Beijing.

- Når vi ser på verden i dag, opstår der det ene brændepunkt efter det andet. Krigens, kaossets og tumultens smerte og tabet af liv sker hele tiden, sagde Zhang Youxia, som er en af det kinesiske forsvars højest rangerende embedsmænd, ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

- Alligevel er der nogle lande, som ud af frygt for, at verden stabiliseres, med vilje skaber tumult, blander sig i regionale anliggender, blander sig i andre landes indenrigsanliggender og opildner til farverevolutioner.

Farverevolutioner er et begreb, som dækker over oprør mod kommunismen.

Youxia nævnte ikke USA ved navn, men Kina har før kritiseret USA for dets stillingtagen i krigen mellem Rusland og Ukraine og krigen mellem Israel og den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas.