Rusland har besluttet at indstille betalingen til Arktisk Råd, så længe landet er lukket delvist ude af samarbejdet.
Det melder landets udenrigsministerium til det russiske nyhedsbureau RIA. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Rusland suspenderer betalingerne, indtil det såkaldte "rigtige arbejde" bliver genoptaget i rådet, lyder det fra Ruslands Udenrigsministeriet.
- I øjeblikket er Ruslands betalinger af årlige bidrag til Arktisk Råds budget blevet suspenderet indtil genoptagelsen af det rigtige arbejde med deltagelse af alle medlemslande, siger ministeriet til RIA.
Rusland overvejer dog ikke for nuværende at forlade rådet, lyder det fra Ruslands udenrigsministerium.
Det fremgår ikke umiddelbart, hvor meget Rusland betaler til rådet.
Møderne i Arktisk Råd blev sat midlertidigt på pause efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022. Pausen blev aftalt af Danmark og de seks andre medlemsstater i Arktisk Råd ud over Rusland.
I juni 2022 - tre måneder efter arbejdet var blevet sat på pause - besluttede Danmark og de øvrige medlemmer ud over Rusland at genoptage en begrænset del af samarbejdet.
Det drejede sig konkret om samarbejdet i de projekter under rådets seks arbejdsgrupper, hvor der ikke er russisk deltagelse.
I sidste uge skrev det russiske nyhedsbureau Tass ifølge Reuters, at Maria Zakharova, som er talsperson for det russiske udenrigsministerium, også udtalte sig om Arktisk Råd.
Herfra lød det, at hvis rådet "udvikler sig til en institution, som er uvenlig over for Rusland", så vil Rusland overveje, om det skal forblive medlem.
Ritzau arbejder på at få en kommentar fra Danmarks udenrigsministerium.