Rusland er tæt på at omringe Bakhmut efter måneders kampe

Mens Rusland udsætter Bakhmut og området omkring for voldsom beskydning, fortsætter Ukraines forsvar af byen.
En ukrainsk mandskabsvogn kører her uden for Bakhmut fredag. Foto © : Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
04. marts 2023 13:45

Rusland forsøger tilsyneladende at blokere de sidste ukrainske ruter ind og ud af byen Bakhmut.

Den belejrede østukrainske by har været centrum for voldsomme kampe i mange måneder og lader til at være et vigtigt mål for Rusland, som forsøger at vinde den første større sejr i omkring et halvt år.

Russiske soldater og lejesoldater har fredag beskudt flere af ruterne ud af byen med artilleri.

Ifølge lederen af den private hær Wagner-gruppen er byen næsten totalt omringet. Kun en rute er åben for Ukraine ifølge Wagner-lederen.

Imens er ukrainske soldater ved at forsøge at udbedre skader på veje til frontlinjen.

Det er et tegn på, at Ukraine ikke har opgivet kampen om byen endnu. Vestpå graver Ukraine nye skyttegrave for at styrke forsvaret.

- Antallet af russere er for stort til, at vi kan ødelægge dem med den ammunition, vi har, siger Volodymyr Nazaranke, som har en ledende stilling i den ukrainske nationalgarde.