Royal Greenland om torskepriser: Det skyldes Rusland

Et fald i salgspriserne på russiske torsk påvirker indhandlingsprisen på torsk herhjemme, siger Royal Greenland. KNAPK vil demonstrere mod virksomheden.
fisk, fiskere,
Grønland udgør en meget lille spiller med kun to procent af torskekvoterne på verdensplan. Derfor er Royal Greenland nødsaget til at følge markedspriserne, ifølge dem selv. Foto © : Morten Stricker/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix
25. oktober 2023 12:56

KNAPK har været ude med riven efter Royal Greenland, fordi fiskerigiganten 9. oktober valgte at sænke indhandlingsprisen på torsk fra 10,75 kroner til 8,25 krone. Altså 23 procent.

Royal Greenland forklarer nu, at de følger prisudviklingen på det globale marked, og at prisnedsættelsen især skyldes, at salgsprisen på russiske torsk er faldet med 30 procent på det europæiske marked.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Grønland udgør en meget lille spiller med kun to procent af torskekvoterne på verdensplan. Derfor er Royal Greenland nødsaget til at følge markedspriserne, ifølge dem selv.

Til modsætning sidder Rusland på halvdelen af torskekvoterne i Barentshavet, som udgør størstedelen af torskefiskeriet på verdensplan.

- Da det kystnære fiskeri af torsk er et af Royal Greenlands primære produkter, anser virksomheden derfor sænkningen af indhandlingsprisen som en kommercielt ansvarlig handling, da man som selskab ikke kan undgå at blive påvirket af de tendenser, der ses på verdensmarkedet, skriver virksomheden i pressemeddelelsen.

Priserne på torsk steg rekordmeget på verdensmarkedet i slutningen af 2021, men den har siden været faldende, og er støt nedadgående.

Demonstration og Forbruger- og Konkurrencestyrelsen

KNAPK fortæller, at deres medlemmer risikerer at gå fallit på grund af de lave indhandlingspriser på torsk. Derfor opfordrer organisationen fiskere til at gå på gaden 1. november og demonstrere.

Det er i håb om at kunne råbe landspolitikerne op.

Desuden har fisker og fanger organisationen meldt Royal Greenland til Forbruger- og Konkurrencestyrelsen for monopolvirksomhed.

Det forholder Royal Greenland sig dog ikke til i pressemeddelelsen. KNR forsøger at få et interview med Royal Greenland.