Forskere slår fast: Ringsæler i Kangia har helt særlige gener
Fangerne i Disko Bugten kalder dem for 'Kangiat' (dem fra Kangia) i modsætning til andre ringsæler, som lokalt kaldes for 'Kitaajaqqat' (de små fra vest).
Ringsælerne i isfjorden Kangia ved Ilulissat er da også meget store. Samtidig afviger deres pels også i både farvenuancer og aftegninger i forhold til andre ringsæler.
Og det er der en rigtig god grund til.
For ringsælerne i Kangia har faktisk helt særlige gener, der adskiller sig fra andre ringsæler.
Det viser et nyt studie fra Grønlands Naturinstitut.
Ifølge en pressemeddelelse fra instituttet blev sælerne isoleret fra andre ringsæler i mere end 100.000 år, og har derfor fået nogle helt særegne gener, og altså også et særligt – og anderledes – udseende.
Det fortæller Aqqalu Rosing-Asvid, der er seniorforsker på Grønlands Naturinstitut, og som er én af forskerne bag det nye studie.
- De har formået at opretholde deres særtræk, selv om de er en lille gruppe. En tælling i 2018 viste, at der var cirka 3.000 sæler i Kangia, mens tidligere tællinger har estimeret antallet af ringsæler i Baffin Bugten og tilstødende områder til 1,2 millioner, siger han i pressemeddelelsen.
Bliver i Kangia
Satellit-sporinger af sælerne viser samtidig, at de er meget stedfaste i Kangia. Kun én ud af 24 sæler, der var mærket med en satellitsporer, forlod Kangia for en længere periode.
Ringsælerne er generelt udbredt i hele Arktis. Der er fem underarter, som er geografisk adskilte. Den største og mest udbredte underart er den arktiske ringsæl, som findes i millionantal.
De arktiske ringsæler blander sig i det meste af deres udbredelsesområde, og studer har hidtil vist, at deres genetik er meget ens. Derfor er det opsigtsvækkende, at ringsælerne i Kangia holder sig så meget for sig selv.
- Ringsælen fra Kangia er i kontakt med andre ringsæler. Alligevel opretholder den sine særtræk og betegnes derfor som en økotype, hvilket er meget sjældent blandt sæler, fortæller seniorforsker Aqqalu Rosing-Asvid.
