Rigsmøde: Forfatning højt på dagsordenen

Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen har i dag holdt Rigsmøde med den danske statsminister og Færøernes lagmand. Især Grønlands arbejde med en ny forfatning og Rigsfællesskabets arbejde i internationale forhandlinger om fiskekvoter optog parterne.
14. december 2015 13:36

Grundlovsdebatten i Grønland og Rigsfællesskabets arbejde i internationale forhandlinger om fiskekvoter var især det der fyldte på det to timer lange Rigsmøde i dag mellem Grønland, Færøerne og Danmark.

På Inatsisartuts netop afsluttede samling besluttede et flertal at nedsætte en grundlovsforberedende kommission til næste år.

Både Partii Naleraq, Inuit Ataqatigiit og Siumut har ønsket, at arbejdet med en grønlandsk grundlov opprioriteres, så nedsættelse af kommisionen vedtages i 2016.

Et arbejde som også Færøerne allerede er i gang med.

 

Løkke fik orientering

Det arbejde orienterede jeg statsminister Lars Løkke Rasmusssen om, fortæller formand for Naalakkaersuisut, Kim Kielsen:

- Her talte vi om, hvordan og hvorledes vi skal få den danske stat indover, fortæller formand for Naalakkaersuisut, Kim Kielsen.

Den danske statsminister har i sin åbningstale til Folketinget sagt, at man fra dansk side vil være parat til at yde Grønland bistand i det forfatningsmæssige arbejde. Men at der også er en grænse for hvad Danmark kan være med til på det punkt:

- Han var åben over for vores forfatningsarbejde. Men sagde, at der skal være åbenhed om hvoran vi vil køre ad det spor, siger Kim Kielsen og fortsætter:

- Men samtidig er det også op til Inatsisartut, hvorvidt man ønsker at inddrage den danske stat i det arbejde eller ikke. Altså om man beslutter, at man bare selv fortsætter med forfatningsarbejdet i henhold til Selvstyrekommissionens betænkning.

 

Forhandling om fiskekvoter en stor knast

Også samarbejdet i Rigsfællesskabet, når det gælder spørgsmålet om forhandling om fiskekvoter i internationale fiskeriforvaltnings-organisationer optog Rigsmødets parter.

Her er Grønland og Færøerne ikke repræsenteret som selvstændige nationer, men som "Danmark på vegne af Færøerne og Grønland" til trods for at Grønland har hjemtaget fiskeriområdet, men altså ikke udenrigsområdet.

Så kan det være en stor udfordring, når Rigsfællesskabet kun har een stemme til sammen samtidig med at Grønland, Færøerne og Danmark sjældent er enige om, hvordan kvoterne skal fordeles.

- Så vi ender nogle gange med slet ikke at stemme, fortæller Kim Kielsen.

- Nogle gange er vi jo tre forskellige stemmer, der trækker i hver sin retning. For eksempel når det gælder Færøernes interesser og EU's. Danmark er jo underlagt EU, mens Grønland og Færøerne er to adskilte fiskerinationer med hver sin fiskeripolitik.  

 

Embedsmændene skal støber kugler

Derfor skal embedsmændene være langt hurtigere ude og få samstemt vores holdninger forud for de internationale forhandlinger, så vi også får indflydelse på kvotefordelingen, siger Kim Kielsen:

- Der har vi foreslået, at de skal sætte sig sammen og diskutere de emner, så vi kan nå frem til en fælles holdning, lyder det fra formand for Naalakkearsuisut, Kim Kielsen.

Dagens Rigsmøde var udskudt fra i sommer på grund af det færøske valg. Næste år er det Grønlands tur til at afholde det årlige Rigsmøde.