Rigsfællesskabet glæder sig over amerikanernes prioriteringer

Grønland og Danmark kan glæde sig over amerikanernes plan for deres formandskab i Arktis. De ligger nemlig tæt op ad vores.
27. april 2015 07:05

USA overtog fredag formandskabet for Arktisk Råd fra Canada. Amerikanernes udenrigsminister, John Kerry, præsenterede på mødet i Arktisk Råd USAs planer for sine to årige på formandsposten. Planer der vækker begejstring hos udenrigsminister Martin Lidegaard.

- Jeg må sige, jeg er nærmest begejstret for det amerikanske formandsskabs prioriteringer. De tager klima højt, de tager hele miljøspørgsmålet højt, og endeligt sætter de også økonomiske udvikling for menneskene der lever i Arktis højt, siger Lidegaard til KNR, før han tilføjer:

- Det kunne også have været de tre temaer, som et dansk formandskab havde prioriteret.

 

Vittus talte investeringer

Grønlands naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, kan også glæde sig over den amerikanske linje. Han deltog og brugte blandt andet de uformelle møder til at udveksle tanker med de øvrige ledere, om hvordan man skaber vækst i Arktis.

- Vi diskuterede, hvordan man kunne fremme investeringer i Arktis generelt, og hvordan man kan gøre det nemmere for befolkningen, at få en erhvervsudvikling og få skabt job og i det hele taget få skabt en udvikling i Arktis på tværs af grænserne, siger Qujaukitsoq.