Revisor: Højst usædvanligt med manglende regnskab fra Nanoq Beer

Det er ikke hverdagskost, at en virksomhed bliver tvangslukket, fordi den ikke afleverer sit årsregnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Det siger statsautoriseret revisor og partner i KPMG i Nuuk, Jens Frederiksen.
Skrevet af Walter Turnowsky
30. oktober 2013 03:41

-Det er muligt, at ledelsen i virksomheden har vurderet, at det er den billigste måde at lukke virksomheden. Men det er højst usædvanligt, siger Jens Frederiksen.

Qanorooq har bedt ham gennemgå det eneste eksisterende regnskab for Nanoq Beer nemlig det fra virksomhedens første 16 måneder.  Her finder Jens Frederiksen ikke umiddelbart noget, der får alarmklokkerne til at ringe.

-Der er betydeligt underskud, og ledelsen skriver også, at de forventer et underskud i 2012. Så regner de med, at der kommer et samlet overskud i løbet af 2014. Det er ikke noget usædvanligt billede for nystartede virksomheder, siger han.

Revisoren kan dog få øje på nogle formelle fejl. For det første er medarbejdernes A-skat ikke blevet indbetalt til tiden, selvom den rutinemæssigt er blevet trukket i medarbejdernes løn. Siden ser det dog ud til, at A-skatten er indbetalt. Årsregnskabet for 2011 er desuden ikke blevet afleveret til tiden.

-Begge dele vil jeg betegne som sjusk, men ikke noget der er alvorligt.

Revisionsfirmaet BK Revision, der har gennemgået regnskabet for Nanoq Beer har ikke fundet tegn på, at virksomhede var truet.

-Hvis de havde frygtet en konkurs, så ville det have stået der, fastslår Jens Frederiksen.

Indtil videre er det kun inderkredsen omkring firmaet, bl.a. borgmester i Kujalleq, Jørgen Wæver Johansen (S) og medlem af Inatsisartut, Gerhard Petersen (A), der kender den præcise årsag til, at Nanoq Beer godt et år sener er blevet tvangsopløst. Som nævnt er der aldrig blevet afleveret et regnskab for 2012, som kunne give et indblik i, hvad der gik galt.