Revisionsfirma skal gennemgå 2200 børnesager i Sermersooq
Revisionsfirmaer og børnesager er ikke to størrelser, der normalt hænger sammen. Men det er altså tilfældet i Kommuneqarfik Sermersooq i de næste fire år.
Kommunen har hyret revisionsfirmaet Deloitte til at gennemgå samtlige 2200 børnesager i kommunen. Tiltaget sker efter Tilsynsenheden kritiserede kommunens indsats på børneområdet i kraftige vendinger for to måneder siden.
LÆS OGSÅ Børnetalsmand rystet over tilsynsrapport
Deloitte skal undersøge de mange børnesager for fejl og mangler. Derudover skal revisionsfirmaet foretage en revision af forvaltningen på børneområdet med fokus på at finde mulige forbedringer.
Hos kommunen glæder man sig til resultatet af Deloittes arbejde. Det fortæller konstitueret direktør for forvaltningen for børn og familie, Helene Horsbrugh.
- Den eneste måde vi kan blive til vores arbejde er ved at lære af vores fejl, udtaler hun til kommunens hjemmeside.
LÆS OGSÅ Uforsvarligt socialtilsyn i Sermersooq
Deloitte skal også bidrage med støtte til kommunens ansatte i forbindelse med gennemførelse af en udviklingsplan på børneområdet, ligesom revisionsfirmaet også skal hjælpe ledelsen i kommunen med at udvikle et 'læringsbaseret, fagligt ledelsestilsyn'.
Den samlede pris for Deloittes ydelser er 3,5 millioner kroner over en fire-årig periode.