Retssag mod Trump om fortrolige dokumenter begynder i maj 2024

En dommer har bestemt, at en sag mod Donald Trump, der tog dokumenter med fra Det Hvide Hus, begynder 20. maj 2024.
Fredag er der blevet sat dato på, hvornår en retssag om opbevaring af fortrolige dokumenter mod USA's tidligere præsident Donald Trump begynder. Sagen indledes 20. maj 2024, oplyser dommeren i sagen. Foto © : Gage Skidmore/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
22. juli 2023 12:18

USA's tidligere præsident Donald Trump skal til maj næste år for retten i en sag om ulovlig opbevaring af fortrolige dokumenter.

Retssagen begynder 20. maj 2024.

Det oplyser Aileen Cannon, der er dommer i sagen, skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Cannon er en af de mange dommere, Trump selv udpegede i løbet af sine fire år som præsident.

Hun er tidligere blevet kritiseret for at have afsagt kendelser, der var til den tidligere præsidents fordel.

77-årige Trump er en af favoritterne til at blive Republikanernes præsidentkandidat. Retssagen til maj afvikles på et tidspunkt, hvor kampagnen for at blive valgt som partiets kandidat er på sit højeste, skriver AFP.

Blandt dokumenterne var atomprogrammer

Sagen handler om omkring 100 hemmeligstemplede dokumenter, som Trump angiveligt tog med sig og opbevarede i sit hjem på ulovlig vis, efter at han tabte præsidentvalget i 2021 og forlod Det Hvide Hus.

I det knap 50 sider lange anklageskrift er der 37 tiltalepunkter.

Ifølge tiltalen omhandler nogle af dokumenterne blandt andet atomprogrammer. Der skal også være dokumenter med informationer om svagheder og styrker hos blandt andet det amerikanske militær.

Han er desuden tiltalt for at have forsøgt at forhindre FBI og myndighedernes efterforskning og for at have prøvet at påvirke vidner i sagen.

Trump har nægtet sig skyldig.

/ritzau/