Rebekka Olsvig ærgrer sig over lukning: Jeg undgår lægebesøg og smerter

Svømmehallen Malik lukker i op til et år, fordi den skal renoveres for cirka 30 millioner kroner.
- Det vil selvfølgelig påvirke mig, når svømmehallen lukker. Jeg bliver glad, når jeg er her, siger Rebekka Olsvig. Foto © : Johansinnguaq Olsen, KNR
23. november 2023 13:19

Rebekka Olsvig er 78 år. Siden Nuuks svømmehal åbnede i 2003, har hun svømmet bane efter bane under det bølgeformede tag. 

- Så undgår jeg besøg hos lægen og smerter, siger hun til KNR, imens hun tager en lille pustepause ved bassinkanten. 

Da hun gik på pension som 72-årig, kunne hun ikke svømme. Men det kan hun nu. Tre gange om ugen er hun i svømmehallen i to timer. 

- Jeg er blevet så god, fordi jeg er her så meget. Jeg ser, hvad børnene gør. Så jeg er blevet helt god, siger hun og smiler et smil, der er varmere end indetemperaturen, under den sorte Speedo-badehætte.

Slid og skader og utætheder

Men der er et problem for Rebekka Olsvig og de mange andre tusinde brugere af Svømmehallen Malik, for den skal nemlig have en omfattende renovering til omkring 30 millioner kroner. Og det betyder, at svømmehallen må lukke for at give plads til håndværkere i 10 til 12 måneder.  

Der er slid og skader i hele bygningen, ligesom der ifølge beskrivelsen til anlægsprojektet er flere utætheder i konstruktionen. Samtidig skal der etableres et nyt ventilationssystem, og folien i bassinet skal udskiftes.

Alle fliser skal også skiftes ud.

Hvornår svømmehallen lukker, er der endnu ingen, der ved. 

Svømmehalsinspektør Daniel Kâjangmat Lyberth. Foto © : Johansinnguaq Olsen, KNR

- Folien i bassinet er mere end otte år gammel. Det siges, at den kan blive fem til otte år, men heldigvis er den lavet godt. Men for eksempel i kælderen er der tydelige utætheder, som bliver større og større, siger svømmehalsinspektør Daniel Kâjangmat Lyberth.

- Når man taler med brugerne og ser, hvor god svømmehallen er for dem, så er det ikke positivt, at den skal være lukket så længe. Det er rigtig ærgerligt, siger inspektøren.

178.000 brugere sidste år

Det synes Rebekka Olsvig også. 

- Det vil selvfølgelig påvirke mig, når svømmehallen lukker. Jeg bliver glad, når jeg er her. Jeg møder folk, og jeg bruger min krop, siger hun.

I de seneste fem år har der i gennemsnit været 130.000 brugere af svømmehallen om året. Sidste år steg tallet dog til 178.000.   

Det er endnu ikke på plads, hvem der skal lave det store renoveringsarbejde. 

Da Rebekka Olsvig gik på pension som 72-årig, kunne hun ikke svømme. Men det kan hun nu. Tre gange om ugen er hun i svømmehallen i to timer.  Foto © : Johansinnguaq Olsen, KNR