Google Translate udvider med grønlandsk og færøsk
Oversættelsestjenesten Google Translate udvider med 110 nye sprog, herunder grønlandsk og færøsk.
Det skriver Google i en pressemeddelelse.
Allerede i dag oversætter Google Translate dagligt mere end 100 milliarder ord, hedder det videre i pressemeddelelsen.
- Den omfangsrige udrulning er i høj grad muliggjort af udviklingen inden for alternativ intelligens, fortæller Googles kommunikationschef i Danmark, Grønland og Færøerne, Jesper Vangkilde.
Udvidelsen af tjenesten sker som led i den største sprogudvidelse af Google Translate nogensinde. Dermed kan tjenesten potentielt få 660 millioner nye brugere.
Blandt de nye sprog, der kan sørge for millionvis af nye brugere, er blandt andet sprogene kantonesisk og afar.
Kantonesisk hører til den kinesiske sproggruppe og er mest udbredt i den sydøstlige del af Kina.
Sproget afar tales i de østafrikanske lande Djibouti, Eritrea og Etiopien.
Opdateringen med de nye sprog blev tilgængelig i går torsdag. Og hvis du ønsker at oversætte til eller fra grønlandsk, skal du trykke på "kalaallisut". Sprogets navn er nemlig anført på grønlandsk i Google Translate.