Randi V. Evaldsen genvalgt som Demokraternes formand

Demokraterne afholdt ordinært landsmøde lørdag den 17. september. Her blev Randi V. Evaldsen genvalgt som formand uden modkandidat.
19. september 2016 07:42

På samme måde blev Justus Hansen genvalgt som Politisk næstformand, Nivi Olsen blev genvalgt som organisatorisk næstformand og Karen M. Lynge blev genvalgt som kasserer. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Demokraterne har på sit ordinære landsmøde valgt den hovedbestyrelse, der skal udstikke kursen de kommende to år.

Har styr på økonomien

Landsmødet konstaterede med stor tilfredshed, at der er godt styr på partiets økonomi. Der er ingen gæld og likviditeten er særdeles god, hvilket er meget vigtigt nu, hvor vi bevæger os ind i to på hinanden følgende valgår (kommunalvalg i 2017 og Inatsisartutvalg i 2018), skriver partiet.

Demokraternes hovedbestyrelse ser efter Landsmødet den 17. september således ud:

Formand Randi V. Evaldsen, politisk næstformand Justus Hansen, organisatorisk næstformand Nivi Olsen,
kasserer Karen M. Lynge, medlem Jens Frederik Nielsen, medlem Karl Peter Herlufsen, medlem Jeppe Carstensen, 1. suppleant Gerda Vilholm samt 2. suppleant Esben Christiansen.