Rabies fundet i fem ræve

Det er første fund af rabies i over syv år. Rævene er aflivet og alle forholdsregler er taget.
Her ses polarræven, der er det dyr i Grønland, som oftes bliver smittet med rabies. Foto © : Thomas B. G. Berg
Skrevet af Kim Hinrichsen
05. september 2024 11:51

Fem ræve fra Ilulissat, Paamiut, Camp Kangiusaq og Qooqqut i Nuuk fjord er blevet testet positive for rabies. 

Rævene er dog allerede blevet aflivet. Det skete mellem marts og juli i år på grund af mistanke om, at dyrene var smittede med netop rabies. 

Det skriver Departement for Fiskeri og Fangst i en pressemeddelelse. 

Det er længe siden, der sidst er blevet bekræftet tilfælde af rabies i ræve. Sidt det skete var i Ilulissat i 2017, mens det for Paamiut og Nuuk var i 2010. 

Anomal adfærd

Ræve er normalt sky af natur. 

Og det var netop et udsving i denne adfærd, som afslørede de fem ræve, der blev sendt til analyse. 

Anbefalinger fra Myndighederne

VFMG anbefaler, at man tager følgende forholdsregler for at forebygge risiko for smitte:

    •    Undgå kontakt med dyr der udviser unormal adfærd.
    •    Hold afstand til og undgå kontakt med ræve, uanset om de virker syge eller ej.
    •    Hvis bidt, skal såret straks vaskes og sundhedsvæsenet kontaktes hurtigst muligt.
    •    Tag straks kontakt til VFMG for at få vejledning om det videre forløb.
    •    Det er lovpligtigt at hunde og katte er vaccineret mod rabies.
    •    Undgå at ræve kan få adgang til noget spiseligt. Madaffald vil lokke rævene tættere på beboede områder. 


De viste nemlig tegn på, hvad eksperterne kalder unormal adfærd ved blandt andet at være meget nærgående og være aggressive overfor mennesker og dyr. 

Der blev derfor også hurtigt sat gang i en række forholdsregler for de dyr og mennesker, der havde været i tæt kontakt med rævene. Blandt andet i form af vaccinationer. 

Smitten sidder i spyttet

Rabies er en virussygdom, der kan overføres fra inficerede dyr til andre dyr og mennesker. I Grønland finder man især rabies hos polarrævene, men det er også andre dyr, som kan smittes af virusset. 

Et dyr, som er smittet med rabies, udskiller virus i spyttet og kan eksempelvis smitte via bid, eller hvis man får virus i et sår. 

Et smittet dyr kan være smittefarligt i flere uger, før det selv viser egentlige symptomer på rabies.

Hvis man oplever ræve eller andre dyr med unormal adfærd, eller man finder døde ræve i naturen, kontakt venligst Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland på uumasut@nanoq.gl eller 34 50 00 inden for telefontiden, kl. 9.00 til 15.00 i hverdagene.