Ræve med rabies spottet tæt ved Nuuk
Ræve, der er mistænkt for at have rabies, er blevet spottet tæt på mennesker ved Nuuk-fjorden, skriver Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.
Det er rævenes unaturlige adfærd tæt på Nuuk, som har fået myndigheden til at slå alarm.
- Ræve i Grønland har ofte rabies, så møder du en ræv, skal du gå ud fra, at den er smittet, skriver de.
Rævene er ofte ikke bange af sig, de er aggressive, savler og kan angribe både dyr og mennesker. Derfor er det vigtigt, hvis du opholder dig i naturen, at du ikke tiltrækker dyret, advarer myndigheden.
Det kan du blandt andet undgå ved at opbevare mad et andet sted, end der hvor du selv opholder dig, hvis du slår lejr.
Kan medføre døden
Hvis du bliver bidt af en ræv, skal du straks tage til lægen. Årsagen er, at rabies kan medføre døden, hvis det ikke behandles.
Myndigheden opfordrer samtidig kraftigt til, at dine kæledyr er vaccineret mod sygdommen. Hvis de bliver bidt, skal du straks kontakte Veterinær- og Fødevaremyndigheden for at få den rette hjælp, skriver de.