Frygt for rabies giver øget travlhed i sundhedsvæsnet
Hold dig væk fra ræve og kontakt kommunen, hvis du ser ræve i beboede områder.
Sådan lyder budskabet fra Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland, efter man har undersøgt fem polarræve fra Kangerlussuaq for rabies.
Undersøgelsen viste, at fire ud af de fem ræve var positive for rabies.
Det er noget, der har givet øget travlhed i sundhedsvæsnet. Mange borgere har nemlig henvendt sig med bekymringer om smitte med rabies.
Det forklarer læge Paneeraq Noahsen fra Landslægeembedet i en pressemeddelelse.
- Heldigvis havde ingen af dem været udsat for smittefare, siger hun i meddelelsen.
Inficerede ræve vil typisk være mindre bange for mennesker og andre dyr. Derfor er der større sandsynlighed for, at de lister sig ind i beboede områder.
Et udbredt problem
Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland formoder, at rabies er udbredt i hele Grønland.
Derfor gælder det altså for alle borgere, at de skal holde sig væk fra ræve og kontakte kommunen, hvis man ser ræve i beboede områder.
LÆS OGSÅ Embedslæge i Ilulissat: Hold jer væk fra rævene - de har sandsynligvis rabies
Hvis man bliver bidt af et dyr, som man mistænker er smittet med rabies, skal man straks vaske såret med vand og sæbe.
Derefter skal man henvende sig til sit lokale sundhedsvæsen for at få forebyggende behandling, lyder det fra Paneeraq Noahsen fra Landslægeembedet.
Hvis din hund eller kat bliver bidt af en ræv, skal du også straks kontakte kommunen eller Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland.