Råstofdirektoratet har alt for stor magt

Der er for meget magt samlet i Råstofdirektoratet, mener IA's Naaja Nathanielsen. Det samme har flere organisationer givet udtryk for i løbet af sommerens olieboringsdebat. Og nu bringer Naaja Nathanielsen spørgsmålet om, hvor meget Råstofdirektoratet skal administrere, på tinge.
26. august 2011 10:54

Oven på en sommer tætpakket med fyrig debat om Råstofdirektoratets håndtering af Cairn Energys boreaktiviteter, har IA's Naaja Nathanielsen rejst forslag til to forespørgselsdebatter i Inatsisartut.

Den ene drejer sig om hvorvidt Råstofdirektoratet fortsat skal være den eneste administrative myndighed på råstofområdet, eller om man bør opsplitte det i flere ligestillede enheder. Altså sådan at der fx bliver oprettet en separat miljøafdeling.
Naaja Nathanielsen udtaler.

- Jamen jeg synes, det er problematisk at samle både dem, der modtager ansøgninger, behandler dem, skal kritisere dem og indstille til Naalakkersuisut og efterfølgende følge op på tingene, et og samme sted. Det kan give anledning til knas.

Blandt andre organisationerne ICC, Avataq og Greenpeace har også påpeget det problematiske i Råstofdirektoratets dobbeltrolle. Og de har i forbindelse med miljøvurderingsarbejdet forud for tildelingen af borelicenser beskyldt Råstofdirektoratet for for at slække på miljøkravene, for forhastede sagsgange og for manglende borgerinddragelse. Det er den slags kritik, at Naaja Nathanielsen ønsker at imødekomme:

- Vi siger jo, at for os er miljødelen ligeså vigtig som kontroldelen og ligeså vigtig som at skabe et ordentligt investeringsklima. Vi skal bare sikre, at alle tre ting får lige meget vægt. At det ene ikke fylder mere end det andet. Og det kan man jo gøre ved administrativt at skille tingene lidt mere ad, lyder det fra Naaja Nathanielsen.

Den anden forespørgselsdebat, som hun sammen med partikollega Juliane Henningsen rejser, handler om hvorvidt Inatsisartut fremover bør inddrages, når der skal udstedes olielicenser. Siden Selvstyret overtog råstofområdet, har det nemlig alene været Naalakkersuisut, der har siddet med det blå stempel i hånden:

- Uanset hvem der sidder på magten, synes jeg det vile være relevant at høre så mange parter som muligt, også selvom det måske kommer til at tage lidt længere tid, siger Naaja Nathanielsen, der flere gange under sommerens oliedebat har kritiseret Naalakkersuisut og Råstofdirektoratet for deres håndtering af sagen.

- Jeg synes vi skal tage ved lære af de erfaringer, vi har gjort os og så gøre tingene lidt bedre fremadrettet, slutter Naaja Nathanielsen.

Hun påpeger i øvrigt, at hendes synspunkter har god opbakning både i Naalakkersuisut og i koalitionen.

Begge forespørgselsdebatter er på Inatsisartuts dagsorden den 8. november.