Efter drab på grønlandsk patient: Psykiatriske afdelinger i Aarhus bliver ekstra sikret

Alle retspsykiatriske afdelinger på Aarhus Universitetshospital indfører nu kropsscannere efter knivdrab af grønlandsk patient.
Fremover kan personalet kropsscanne alle patienter på retspsykiatriske afdelinger på Aarhus Universitetshospital. Foto © : Ritzau Scanpix
04. april 2024 11:01

Medarbejderne på alle psykiatriske afdelinger på Aarhus Universitetshospital, hvor patienter opholder sig efter en sigtelse eller en dom, får nu kropsscannere.

Det oplyser Tina Ebler, hospitalsdirektør i Psykiatrien i Region Midtjylland, til TV 2 Østjylland.

Tidligere har der kun været scannere på den retspsykiatriske akutafdeling.

Kropsscannerne bliver indført, efter en 46-årig grønlandsk patient i slutningen af marts dræbte en 41-årig medpatient på Retspsykiatrisk Afdeling R3 på Aarhus Universitetshospital i Danmark. 

Afdelingen er forbeholdt patienterne fra Grønland, som enten er idømt en foranstaltning med psykiatrisk behandling, eller som er sigtede og tilbageholdt og har brug for psykiatrisk behandling, mens de venter på retssagen.

Under grundlovsforhøret oplyste den 46-årige tiltalte mand, at han under en uledsaget udgang købte en kokkekniv i Føtex og tog den med tilbage til afdelingen. Her dræbte han offeret, som også er grønlænder, fordi personen længe 'havde irriteret ham'.

Kropsvisitation tilladt ved mistanke om narko eller våben

Episoden har fået folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) til at spørge den danske indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til sikkerheden på den retspsykiatriske afdeling.

Hospitalsdirektøren i Psykiatrien i Region Midtjylland har til TV2 Østjylland omtalt sagen som en "voldsom og meget tragisk begivenhed".

Men personalet har ikke lov til at kropsvisitere patienterne, som de vil. Det er nemlig reguleret af psykiatriloven.

- Vi har ikke mulighed for at kropsvisitere alle patienter, da lovgivningen kræver, at det udelukkende må ske på grundlag af mistanke om for eksempel narko eller våben, skriver hospitalsdirektør Tina Ebler i Psykiatrien i Region Midtjylland Tina Ebler i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.

Hvad er en retspsykiatrisk afdeling?

Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital udreder og behandler patienter, der har en psykisk lidelse.

Fælles for patienterne er, at de enten er sigtet eller dømt for noget strafbart.

På Aarhus Universitetshospital er afsnittet R3 forbeholdt patienter fra Grønland. Her modtager de behandling for deres psykiatriske lidelse.

Det sker, da Grønland ikke har behandlingssteder for psykisk syge personer, som er sigtet eller dømt for en strafbar handling.

Kilde: Psykiatrien, Region Midtjylland i Danmark

Ifølge Tina Ebler havde den 46-årige tiltalte lov til uledsaget udgang. Det kan ske, hvis patienten over længere tid har været stabil, fulgt behandlingen og overholdt aftaler.

- I den pågældende sag er der ikke på nuværende tidspunkt noget, der peger på, at der var optræk til en så voldsom handling, skriver Tina Ebler til TV2 Østjylland

KNR har tidligere fortalt, at den 46-årige mand er dømt for drab på en kvinde i Nuuk på nationaldagen 21. juni 2020 samt forsøg på at dræbe kvindens dengang 15-årige datter.

Under retssagen blev manden erklæret sindssyg i mentalundersøgelsen, og ifølge retslægerådet lider han af skizofreni. 

Den sigtede 46-årige mand blev i grundlovsforhøret efter episoden på Retspsykiatrisk Afdeling varetægtsfængslet i fire uger.