Prognoser spår sejr til Biden ved primærvalg i flere delstater

Joe Biden bliver med al sandsynlighed Demokraternes præsidentkandidat ved valget til november.
Joe Biden er den eneste tilbageværende kandidat til at blive Demokraternes nominerede ved præsidentvalget til november. Foto © : Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
03. juni 2020 10:36

Den tidligere vicepræsident Joe Biden står til at vinde Demokraternes primærvalg i samtlige syv amerikanske delstater, der holdt valg tirsdag.

LÆS OGSÅ Biden står som sejrherre ved valg i Ohio via brevstemmer

Det viser prognoser fra nyhedsbureauet AP og NBC News.

Med sejrene er Joe Biden ifølge AP ikke langt fra at sikre sig de 1991 delegerede, der officielt vil gøre ham til Demokraternes nominerede.

Det kan ske ved næste uges primærvalg i Georgia og West Virginia, skriver AP.

Joe Biden er den eneste tilbageværende kandidat til at blive Demokraternes nominerede ved præsidentvalget til november.

Bernie Sanders trak sig fra kampen om Demokraternes nominering 8. april som den sidste modstander til Biden og gav sin støtte til den tidligere vicepræsident.

LÆS OGSÅ Sanders kaster sin støtte bag Joe Biden i præsidentkamp

Sanders valgte dog at blive på stemmesedlen for at samle flest mulige delegerede og dermed få større indflydelse på Demokraternes politik ved partiets konvent til juli.