Biden står som sejrherre ved valg i Ohio via brevstemmer

Joe Biden står til over 70 procent af stemmerne i delstaten Ohio, der har stemt via brev på grund af corona.
Primærvalget i Ohio er udelukkende blevet afholdt via brevstemmer på grund af den igangværende coronaviruspandemi. Foto © : Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
29. april 2020 07:33

Den tidligere vicepræsident Joe Biden bliver erklæret vinder af Demokraternes primærvalg i Ohio, USA.

Det skriver det amerikanske medie NBC News.

Dermed står Biden til 72 procent af stemmerne, mens senator Bernie Sanders står til 15 procent af stemmerne.

Primærvalget i Ohio er udelukkende blevet afholdt via brevstemmer på grund af den igangværende coronaviruspandemi.

LÆS OGSÅ Sanders kaster sin støtte bag Joe Biden i præsidentkamp

Ifølge nyhedsbureauet AP har 1,5 millioner stemt i Ohio, hvilket er langt færre end de 3,2 millioner, der stemte ved præsidentvalget 2016.

Valget var planlagt i første omgang til at blive afholdt 23. marts, men blev rykket som følge af coronaviruspandemien.

Det kan blive en prøve af, hvordan det amerikanske præsidentvalg til november kan foregå, hvis coronavirusset forbliver en trussel.