Professor om vaccine-sagen: Kritik af kommunen er kras og alvorlig

En professor i forvaltningsret kalder kritikken for alvorlig i den advokatundersøgelse af sagen, hvor borgmester Charlotte Ludvigsen og tre embedsmænd sprang foran i vaccinekøen.
Ifølge Michael Gøtze kan der ikke sættes lighedstegn mellem magtfordrejning og magtmisbrug. Man benytter sig nemlig ikke af udtrykket magtmisbrug i juridiske vurderinger.   Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Anders Dall
12. september 2021 11:02

- Jeg mener, der er tale om noget, der er mere alvorligt end en fodfejl eller en smutter. 

Sådan lyder vurderingen fra professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, Michael Gøtze.

Han har set nærmere på den advokatundersøgelse, som i sidste uge landede på kommunalbestyrelsens bord i Sermersooq. Undersøgelsen blev sat i værk, efter det kom frem, at borgmester Charlotte Ludvigsen og tre embedsmænd den 22. juli sprang vaccinekøen over til vaccinationscentret i Nuuk.

Borgmester-vaccinesagen:
 

  • Torsdag 22. juli blev der tilbudt vacciner til alle i Nuuk på skolen USK fra klokken 14 til 17.
     
  • Men allerede før klokken 17 måtte vaccinationsarrangørerne sende folk hjem. Der var nemlig ikke flere vacciner tilbage. 
     
  • Interessen for vaccinen startede allerede før, dørene blev slået op. Her stod flere mennesker i kø i forvejen, for at blive stukket. 
     
  • Og køen blev i løbet af dagen længere og længere. På et tidspunkt nåede køen at strække sig helt tilbage til Hotel Hans Egede. Her oplevede folk altså at vente timevis, indtil der blev meddelt, at der ikke var flere vacciner tilbage.  
     
  • Tidligt på dagen gik borgmester Charlotte Ludvigsen og tre af hendes embedsmænd forbi køen og blev lukket ind ad en anden dør. Embedsmændene skulle hjælpe med at holde styr på køen udenfor. 
     
  • Hun har undskyldt for at springe køen over og blive vaccineret før de mange ventende. 

Undersøgelsen konkluderer, at "kommunen tilsidesatte god forvaltningsskik og inddrog uvedkommende private interesser på en utilbørlig måde, der ikke er i overensstemmelse med forbuddet mod magtfordrejning."

LÆS OGSÅ Vaccinesagen: Charlotte Ludvigsen har fået en næse af Demokraatit

For at få en ide om hvor alvorlig kritikken er i konklusionen, er det særligt ordet utilbørligt, der springer i øjnene. Det forklarer Michael Gøtze.  

-  Det er et lidt juridisk ord. Det er et ord, man kun bruger, når man gerne vil pege på, at der er sket noget, som absolut ikke burde være sket. Så her bliver der givet en ret kras kritik af, at man har sprunget over i køen og begået nogle juridiske fejl på en måde, som fortjener en kritik, siger han. 

Magtfordrejning

Han hæfter sig desuden ved, at undersøgelsen konkluderer, at forbuddet mod magtfordrejning er blevet overtrådt. Det er nemlig med til at gøre kritikken alvorlig.

- Vi har jo ikke nogen skala med tal i juraen på, hvor alvorligt noget er, så man kan ikke sætte et tal på her, men magtfordrejning er en vigtig grundsætning. Hvis man overtræder forbuddet mod magtfordrejning, er vi ovre i den alvorlige ende. Det vil være min vurdering, siger han og tilføjer:

LÆS OGSÅ Borgmester efter vaccinesagen: Jeg har fuld opbakning  

- Når man bruger et udtryk, som at der er sket en overtrædelse af forbuddet mod magtfordrejning, er det nogle relativt stærke udtryk at bruge som jurist eller advokat, så det er en relativ grov forseelse.  

Ifølge Michael Gøtze kan der ikke sættes lighedstegn mellem magtfordrejning og magtmisbrug. Man benytter sig nemlig ikke af udtrykket magtmisbrug i juridiske vurderinger.  

Hvem er ”kommunen”?

Undersøgelsens konklusion er dog knap så klar i mælet, når det drejer sig om hvorvidt betegnelsen "kommunen" både dækker over borgmesteren og de tre embedsmænd. 

- Det kan være svært at se, siger Michael Gøtze og uddyber:

- Det kan sagtens være, at de her personer gemmer sig bag ved udtrykket "kommunen". Det kan også godt være, at det kun er nogle af dem. Vi ved det ikke, men det er en helt normal måde, når man foretager juridiske vurderinger, at man holder sig på myndighedsniveau og ikke går dybere ind i myndigheden og peger på enkeltpersoner, siger han.

LÆS OGSÅ Advokatundersøgelse om vaccinesagen kritiserer Kommuneqarfik Sermersooq

Selv er borgmester Charlotte Ludvigsen ikke i tvivl om, at der i hvert fald ikke er tale om magtmisbrug.

I sidste uge sagde hun til KNR: ”Hele sagen om min vaccination er blevet undersøgt af advokater, og undersøgelserne har vist, at der har været brud på god forvaltningsskik. Men undersøgelsen har også vist, at jeg ikke har udført magtmisbrug, og derfor har samtlige partier stadig tillid til mig.”

Embedsmand truede med at trække samarbejdet 

Advokatundersøgelsen konkluderede desuden, at én af de tre embedsmænd forud for vaccinationerne truede med at trække kommunens hjælp til at holde styr på køen til vaccinationscentret. 

- Det er jo noget, der skærper det billede, vi får af den pågældende persons rolle. Her er ordet utilbørlig også brugt igen, så der er sat en meget klar rød streg under, at det er ikke i orden. Det er i strid med juraen, at man har truet med at trække samarbejdet, hvis de her personer ikke kunne komme helt frem i køen, siger Michael Gøtze.

Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq behandlede advokatundersøgelsen på et møde i sidste uge. Efter mødet skrev alle partier i kommunalbestyrelsen under på en udtalelse om, at de fortsat har tillid til borgmesteren.