Vaccinesagen: Charlotte Ludvigsen har fået en næse af Demokraatit

Demokraatits tillid til borgmesteren er genoprettet, efter advokatundersøgelse viste, at hun ikke har truet sig til at blive vaccineret.
- Selvfølgelig har vi tildelt en næse for dårlig dømmekraft. Også har vi selvfølgelig godtaget hendes undskyldning, siger Justus Hansen. Foto © : Andreas Alexander/Arctic Frontiers 2016
03. september 2021 11:41

Kritikken haglede ned over til Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester, Charlotte Ludvigsen (IA), da den såkaldte vaccinesag eksploderede i medierne i starten af august.

Da kom det frem, at borgmesteren og tre af hendes embedsmænd blev beskyldt for at have truet sig til at blive vaccineret før andre, som stod i en alenlang kø ude i regnen. 

Borgmester-vaccinesagen:
 

  • Torsdag 22. juli blev der tilbudt vacciner til alle i Nuuk på skolen USK fra klokken 14 til 17.
     
  • Men allerede før klokken 17 måtte vaccinationsarrangørerne sende folk hjem. Der var nemlig ikke flere vacciner tilbage. 
     
  • Interessen for vaccinen startede allerede før, dørene blev slået op. Her stod flere mennesker i kø i forvejen, for at blive stukket. 
     
  • Og køen blev i løbet af dagen længere og længere. På et tidspunkt nåede køen at strække sig helt tilbage til Hotel Hans Egede. Her oplevede folk altså at vente timevis, indtil der blev meddelt, at der ikke var flere vacciner tilbage.  
     
  • Tidligt på dagen gik borgmester Charlotte Ludvigsen og tre af hendes embedsmænd forbi køen og blev lukket ind ad en anden dør. Embedsmændene skulle hjælpe med at holde styr på køen udenfor. 
     
  • Ifølge vaccinationskoordinator Anna Wangenheim truede de sig til vaccine - ellers ville de ikke hjælpe med køen. 
     
  • Kommunen afviser, at der var tale om trusler - og borgmesteren mener, at der må være tale om "en misforståelse."
     
  • Hun har undskyldt for at springe køen over og blive vaccineret før de mange ventende. 

 

  • Selvstyret sagde også undskyld for, at der ikke var vacciner nok til alle: "Vi må erkende, at vi har fejlet, når vi ender med at sende så mange personer hjem uvaccineret, efter de har stået flere timer i regnen. Det er naturligvis utilfredsstillende at møde op uden at kunne få vaccinen. Vi beklager dybt håndteringen af dette vaccinationsevent".

Blandt kritikerne var Demokraatit, som også er støttepartier til Inuit Ataqatigiit i Kommuneqarfik Sermersooq.

- Det er dårlig dømmekraft fra borgmesteren, at hun ikke kan se, at der er en lang kø, og at hun kommer ind og ud ad bagdøren for at komme foran i køen, sagde Justus Hansen til KNR tilbage i begyndelsen af august.

LÆS OGSÅ Demokraterne om borgmesters køkultur: På grænsen af magtmisbrug

Men nu har Demokraatit har besindet sig. 

Sammen med alle andre partier i kommunalbestyrelsen har de skrevet under på en fælles udtalelse om, at de fortsat har tillid til borgmester Charlotte Ludvigsen.

Dermed har partiet altså vendt på en tallerken.

- Jo, jo, det har man såmand ret til som politiker. Man er jo vel et menneske, selvom man er politiker, siger Demokraatit-gruppeformand og viceborgmester Justus Hansen til KNR. 

- Jeg forholder mig til fakta, og det er fakta, der er fremlagt fra advokatundersøgelsen. Og det er det, som jeg forholder mig til. Og ikke følelser.

Næse til borgmesteren

Advokatundersøgelsen er lavet af Nuna Advokater, og den blev fremlagt på et lukket punkt på kommunalbestyrelsesmødet i tirsdags. 

Den konkluderer, at kommunen brød god forvaltningsskik i sagen - det vil sige, at kommunen ikke opførte sig, som den burde. 

Det skete, da borgmesteren og de tre embedsmænd “opnåede en fordel i kraft af deres stillinger” - altså at de blev vaccineret før alle andre, der ventede i køen ude i regnen. Mange af dem gik hjem med uforrettet sag, fordi der ikke var vacciner nok til alle.

Advokatundersøgelsen konkluderede også, at Charlotte Ludvigsen ikke truede sig til en vaccine, som det har været fremme før. Og dermed er der sat punktum i vaccinesagen, der er endt uden politiske konsekvenser for borgmesteren, som bliver siddende i sit borgmesterkontor. 

En konsekvens har sagen dog fået for Charlotte Ludvigsen: Demokraatit i kommunalbestyrelsen i landets største kommune har givet hende en såkaldt næse.

LÆS OGSÅ Borgmester efter vaccinesagen: Jeg har fuld opbakning  

- Selvfølgelig har vi tildelt en næse for dårlig dømmekraft. Også har vi selvfølgelig godtaget hendes undskyldning, siger Justus Hansen.

At give en næse betyder, at man kritiserer en politikers handlinger eller for at tage beslutninger mod bedre vidende. 

En næse har sjældent politisk konsekvens, og det har Demokraatits næse til Charlotte Ludvigsen heller ikke.