Professor kalder fyringen af Henrik Leth for ‘ulovlig’

Det var ikke inden for lovens rammer, da Naalakkersuisut valgte af fyre erhvervsmanden Henrik Leth fra bestyrelsen i Grønlands Statistik. Det vurderer professor i Offentlig Ret ved Aarhus Universitet, Søren H. Mørup.
04. maj 2017 07:06

Naalakkersuisuts fyring af Henrik Leth som medlem af bestyrelsen for Grønlands Statistik er ulovlig. 

Sådan lyder den samlet vurdering af sagen fra professor i Offentlig Ret ved Aarhus Universitet, Søren H. Mørup.

- Alt i alt taler meget for, at afsættelsen af Henrik Leth ikke var lovlig.

Mørup har set på lovgrundlaget for Grønlands Bestyrelse, der er en selvstændig myndighed under Selvstyret.

Ifølge naalakkersuisoq for finanser, Aqqaluaq B. Egede, skyldes fyringen, at Henrik Leth også sidder i bestyrelsen for Grønlands Erhverv, og det kan give interessekonflikter.

Normalt er ‘dobbeltkasketter’ et fænomen, der bliver set kritisk på inden for politik. Men inden for selvstændige myndigheder, foreninger og organisationer er personers ret til at organisere sig sikret ved internationale konventioner, skriver Søren H. Mørup i en mail til KNR.

- Det er for det første tvivlsomt, om det overhovedet er en saglig begrundelse for afsættelse, at nogen er medlem af en forening. Det er et indgreb i foreningsfriheden, som er beskyttet af den europæiske menneskerettighedskonvention og af en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning.

I stedet er fung. direktør i fisker- og fangernes organisation, KNAPK, Tønnes Berthelsen, blev indsat som erstatning for Leth i bestyrelsen, hvilket har vakt yderligere skepsis over for Aqqaluaq B. Egedes forklaring.

Fyring bryder med regel om uafhængighed

Henrik Leth har haft en lang karriere inden for erhvervslivet i Grønland. Han har en uddannelses som økonom med speciale i statistik og har bl.a. tidligere været direktør for Grønlands Erhverv.

I dag er han formand for bestyrelsen hos netop Grønlands Erhverv. Og det var han også, da Naalakkersuit - for tredje gang - udvalgte Henrik Leth som medlem af bestyrelsen hos Grønlands Statistik sidste år.

Og havde det været et problem, burde Naalakkersuisut have pointeret det ved ansættelsen, påpeger Søren Mørup.

- Det (er, red.) tvivlsomt, om man kan afsætte nogen, hvis det ikke støttes på nye oplysninger i forhold til udnævnelsestidspunktet, f.eks. om at vedkommende alligevel ikke har de fornødne kvalifikationer eller ikke lever op til sine forpligtelser som bestyrelsesmedlem, skriver Søren H. Mørup.

Mange kritiserer fyringen

Over for avisen AG siger Lars Thygesen, som har været afdelingsdirektør i Danmarks Statistik og statistikchef i OECD, at fyringen er ‘helt vanvittig’. 

- I loven står der at man skal udpege medlemmerne efter deres personlige kvalifikationer. Og det er jo ikke ødelæggende for ens kvalifikationer, at man sidder i en bestyrelse for noget andet.

Også formanden for bestyrelsen hos Grønlands Statistik, Vøgg Løwe Nielsen, og tidligere chef i Grønlands Statistik, Birger Poppel, kritiserer fyringen.