Producer: De grønlandske skuespillere stråler i prisbelønnet film

Der var store klapsalver i salen, da rulleteksterne til filmen 'Kalak' løb over skærmen ved San Sebastián Film Festival. Nu hylder produceren de grønlandske skuespillere.
05. oktober 2023 12:32

Han stod nede i Brugsen og var ved at købe ind, da han fik overbragt nyheden: 

Filmen 'Kalak' har vundet to priser ved San Sebastián Film Festival.

Det blev jeg selvfølgelig meget glad for, siger Emile Hertling Péronard, der sammen med Pipaluk K. Jørgensen er producer til filmen.

Den blev vist på den spanske filmfestival nogle dage forinden. Her var Emile Hertling Péronard og resten af holdet bag 'Kalak' naturligvis tilstede, og det var som altid en helt særlig oplevelse at se sin egen film for første gang med et rigtigt publikum, forklarer han. 

Det oplevede vi i den her fantastiske koncertsal, som hedder Kursaal, hvor der kan sidde 1500 mennesker. Og hvert et sæde var fyldt.

Sjovt og udfordrende 

Produceren kunne mærke publikums reaktioner på de svære scener i filmen, ligesom han kunne mærke publikums store taknemmelighed. Det bekræftede de stående klapsalver. 

- Da vi kom ud af koncertsalen, stod publikum og klappede af filmskaberne. Det var meget rørende at opleve, siger Emile Hertling Péronard. 

Filmen bygger på bogen af samme navn, som forfatter Kim Leine står bag. 

- Det har været interessant at opleve, hvordan bogen er blevet fortolket af Isabella Eklöf, vi kender, som en meget kompromisløs filmfortæller. Det har været sjovt og udfordrende for os at komme ind i projektet og bringe en grønlandsk approach ind i det, forklarer Emile Hertling Péronard.

Fantastisk fund

Filmen handler om en mand, der kommer til Grønland. Seerne følger hans og altså ikke Kalaallits perspektiv. Men producerne har alligvel gjort sig umage med at finde de rigtige kræfter - både bag såvel som foran kameraet. Og det er ifølge Emile Hertling Péronard gået over al forventning. 

Når jeg ser filmen færdig og oplever den med et publikum i San Sebastián, så er det tydeligt, hvordan vores grønlandske spillere stråler. De er simpelthen så fantastiske. 

Han fremhæver Berda Larsen, Connie Kristoffersen og ikke mindst Vigga Tukula, som ifølge Emile Hertling Péronard var et fuldstændig fantastisk fund til rollen som Nikoline.

- De gør det alle sammen fantastisk.

'Kalak' får premiere i Grønland 28 februar - en uge før den danske.