Lægeforening: Private lægeklinikker vil ikke gavne samfundet

Grønlands Lægeforening hilser debatten om privatpraktiserende læger velkommen, men frygter også, at det vil trække personale væk fra sygehusene og gå ud over samfundsøkonomien, hvis det bliver en reel mulighed.
Det er i forvejen en udfordring at rekruttere og fastholde læger her i landet. Hos Grønlands Lægeforening frygter man, at private praksisser kan trække endnu mere sundhedspersonale væk fra det offentlige sundhedsvæsen. (Arkivfoto) Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Thor Bill
28. maj 2024 11:03

Lange telefonkøer, korte lægetider og stor udskiftning af sundhedspersonale. 

Det er udfordringer, som de fleste her i landet har stødt på i kontakten med det offentlige sundhedsvæsen. 

Derfor ser flere politikere også positivt på muligheden for at få private lægepraksisser i Grønland, som en mulig løsning på problemerne. 

Men hos Grønlands Lægeforening er man noget mere skeptisk.

For selvom lægeforeningen finder debatten interessant, mener de samtidig, at det kan skabe ulighed for patienterne og samtidig have for store omkostninger, hvis der skal etableres private lægepraksisser her i landet.

Det skriver bestyrelsen i Grønlands Lægeforening i et skriftligt svar til KNR.

- Vi synes grundlæggende, at det er godt, at emnet bliver debatteret, men ud fra vores viden om sundhedsvæsenet her i landet har vi svært ved at forestille os, at det ville gavne samfundet som helhed, skriver de.

Blandt andet fordi det vil kræve en større omlægning af sundhedsvæsenets arbejdsgange, hvis dele af patienters behandling eller undersøgelser skal laves af en privatpraktiserende læge.

- Det er en stor fordel, at regionshospitalerne og sundhedscentrene kan behandle patienter under indlæggelse og følge op ambulant efterfølgende på samme sted. Det er med til at sikre en god behandling og patientforløb. 

Det er en klar fordel at have hele patientforløb med både undersøgelser, indlæggelser og behandling placeret samme sted, mener Grønlands Lægeforening. Foto © : KNR / Malik Brøns

Derudover vil det også være svært at få til at hænge sammen økonomisk, mener lægeforeningen.

De tror nemlig ikke, at der er nok patienter, der selv kan og vil betale den fulde regning for deres behandling, som man eksempelvis kender fra private tandlægeklinikker.  

- Idet vi ikke tror, at der er et relevant marked for privatbetalt almen praksis i Grønland, ville det skulle betales via samfundet ligesom almen praksis i Danmark. Finansieringen vil kræve mange overvejelser, idet midlerne skal findes et andet sted fra med de afledte effekter, det vil have, skriver de.

Vil ikke hjælpe på lægemangel

I den politiske debat har flere politikere også peget på, at de privatpraktiserende læger kunne være en løsning på den store lægemangel, der flere år har præget sundhedsvæsenet.

Men heller ikke her er Grønlands Lægeforening enige.

Man risikerer nemlig, at private praksisser ville trække læger væk fra det offentlige sundhedssystem, der allerede kæmper med personalemangel.   

- Det er i forvejen en stor udfordring at sikre rekruttering og fastholdelse af sundhedsfagligt personale i Grønland, og hvis der etableres privatpraktiserende læger, vil det formodentligt have betydning for den lægelige bemanding i sundhedscentret i Nuuk, samt i byer med regionshospitaler eller sundhedscentre, skriver lægeforeningen.

Grønlands Lægeforening frygter, at private lægeklinikker vil trække læger og sundhedspersonale væk fra eksempelvis Dronning Ingrids Sundhedscenter. Foto © : KNR / Malik Brøns

Samtidig vil det ikke kun være læger, der bliver svære at fastholde i sygehusvæsenet, men også andet sundhedspersonale, skriver lægeforeningen.

- En almen praksis kræver mere personale end bare en læge. Der skal være tolke, klinikpersonale og en vis laboratoriefunktion, hvilket muligvis trækker på personalet på sygehuset og har en del økonomiske omkostninger.

Kun en fordel for en brøkdel af patienterne

Lægeforeningen peger samtidig på, at det langt de fleste steder i landet slet ikke ville give mening med private lægeklinikker, da der ikke er patienter nok til både et offentligt og et privat sundhedstilbud. 

- I Nuuk kunne det måske fungere med massive ændringer i vores nuværende set-up i samarbejdet mellem almen praksis (DIS) og sygehuset. Vi frygter dog, at det ville koste en del for samfundsøkonomien, skriver de.

Lykkes det dog for politikerne at lave en velfungerende økonomisk model for de private praksisser, så kan der godt være fordele for patienterne. I hvert fald for en lille del af dem.

- For de få patienter, der har muligheden for at tilvælge en privatpraktiserende læge, kan det være en fordel, at man er tilknyttet en fast læge, der har muligheden for mere fleksible åbningstider og kender patienten. Det giver mulighed for større kontinuitet.

- Det ville formodentligt give enkeltpersoner mere fleksibilitet i forhold til at have et arbejdsliv, som de ønsker og en mindre brøkdel af patientgrundlaget en højere fleksibilitet i forhold til lægevalg. Men det vil ikke være uden omkostninger.

Grønlands Lægeforening pointerer dog samtidigt, at det sandsynligvis vil skabe mere ulighed i samfundet, hvis kun en lille gruppe patienter får mulighed for at gå til privatpraktiserende læge.