Pressemøde: Gruppe skal finde løsning, mens uenighed varer ved

Grønland og Danmark er enige om at oprette en gruppe, der skal finde en løsning på krisen med USA. Men USA vil stadig eje Grønland.
Foto © : Oliver Contreras/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Markus Valentin
14. januar 2026 19:24

Rundt omkring i landet er Erfalasorput blevet hejst i falgstænger og sat i vinduer. Samtidig fyldte bekymringen hos befolkningen.

Vivian Motzfeldt (S), naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, mødtes i dag klokken 13.30 vestgrønlandsk tid med den amerikanske vicepræsident og udenrigsminister sammen med den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Kort før klokken 17.00 holdt Grønland og Danmark pressemøde foran den grønlandske repræsentation i Washington D.C. for at sætte ord på, hvordan mødet gik.

- Jeg tror aldrig, det har været vigtigere at sige, at vi er allierede og venner gennem mange år, og at vi har en historie sammen, sagde Vivian Motzfeldt.

- Det er i vores interesse at finde en balance. Jeg kan ikke sige det mere uddybende end det. Vi har et arbejde foran os i fremtiden, men det vigtigste for os er at finde tilbage til det forhold, vi plejede at have.

Vivian Motzfeldt og Lars Løkke Rasmussen fortalte, at USA ikke er blevet overtalt til at stoppe deres ønske om at overtage Grønland.

Til gengæld har de fundet frem til en midlertidig løsning, hvor der kan foregå en respektfuld dialog.

Sagen kort

  • Den amerikanske præsident Donald Trump har gentagende gange sagt, at USA bør få kontrol over Grønland.
  • Onsdag mødes de tre udenrigsminister Vivian Motzfeldt (S), Lars Løkke Rasmussen og Marco Rubio til et møde i Det Hvide Hus. Tirsdag kom det frem, at den amerikanske vicepræsident J.D. Vance også deltager på mødet.
  • Formanden for naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) og statsminister Mette Frederiksen talte på et fælles pressemøde tirsdag. Her sagde formanden Jens-Frederik Nielsen igen, at Grønland ikke er til salg, og at Grønland ikke vil være en del af USA.

Undersøgelse på højt niveau

Trods den fortsatte uenighed skal topdiplomater mødes for første gang i en gruppe, som skal se på, hvordan USA's ønsker kan opfyldes, uden at de krænker de territoriale grænser eller Grønlands ret til selvbestemmelse.

Det oplyste den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Han håber, at temperaturen i situationen nu kan skrues ned.

- Selvom vi skal respektere de røde linjer, er det produktivt at starte samtaler på højt niveau.

- Selvom vi ikke var så succesfulde i, at vores amerikanske kollegaer sagde undskyld, så er vi enige om at sidde sammen på højt niveau for at se, om vi kan imødegå præsidentens ønsker, mens vi respekterer kongerigets grænser.

Adspurgt til hvordan stemningen var på mødet, uddybede Vivian Motzfeldt, at det foregik i en respektfuld tone.

- Vi har vist, hvor vores grænser er. Højniveaugruppen vil arbejde sammen. Det er altid i vores interesse at finde den rette vej fremad for sikkerheden i den nordiske hemisfære, sagde Vivian Motzfeldt.

- Jeg siger ikke mere om, hvad vi har sagt på det lukkede mødelokale. Men jeg håber på mere gensidig forståelse.

USA's ønske om Grønlandsk kontrol

Den 23. december 2024 udtalte Donald Trump, at han mener, USA skal have ejerskab over Grønland. Sidenhen er budskabet blevet gentaget i flæng af både ham selv og hans ansatte.

7. januar landede Donald Trumps ældste søn, Donald Trump Jr., i Nuuk, hvilket fik hele verdens opmærksomhed rettet mod Grønland.

Samme dag sagde den kommende præsident, at han ikke vil udelukke at bruge økonomisk eller militær tvang for at få kontrol over Grønland - på trods af at USA og Danmark begge er medlemmer af Nato og på trods af, at USA har haft en militær tilstedeværelse i Grønland siden Anden Verdenskrig.

13. marts blev præsident Trump spurgt ind til, om han ville annektere Grønland. Her svarede han, at han: - Jeg tror det vil ske.

15. marts gik nuumiut på gaden i demonstration mod USA's ønske om at overtage Grønland. Muligvis den største demonstration i landets historie.

Efter længere debat og varsel om demonstrationer aflyste hustruen til den amerikanske vicepræsident J.D. Vance et ellers planlagt besøg til Sisimiut. I stedet landede parret d. 28. marts på Pituffik Space Base, hvorfra der blev holdt pressemøde.

10. april afslørede The New York Times, at den amerikanske strategi nu var at overtale grønlænderne til at blive en del af USA - blandt andet gennem blød magt og gennem private investeringer.

6. maj kunne Wall Street Journal afsløre, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har beordret lederne af efterretningstjenester såsom CIA, NSA og DIA til at øge indsamling af efterretninger i Grønland. Blandt andet lød ordren, at der skal laves en oversigt over grønlændere, som kan hjælpe USA med at opnå deres mål. Det fik flere eksperter og lande til at mistænke amerikansk spionage i Grønland.

27. august bekræftede PET og andre kilder for DR, at tre unavngivne amerikanske mænd har forsøgt sig med, hvad kilderne kalder "infiltration" og "påvirkningskampagner". De forsøger blandt andet at finde frem til sager, der kan splitte forholdet mellem Grønland og Danmark. Desuden er der lavet en liste over grønlændere, som kan hjælpe amerikanerne med at overtage Grønland ved at starte en løsrivelsesproces med Danmark.

8. december holdt den nyudnævnte amerikanske ambassadør til Kongeriget Danmark, Kenneth Howery, pressemøde i Hans Egedes Hus sammen med Vivian Motzfeldt (S), naalakkersuisoq for udenrigsanliggender. Her sagde han: - Vi (USA, red.) respekterer det grønlandske folks ret til selv at bestemme deres fremtid.

22. december udpegede præsidenten guvernøren i Louisiana, Jeff Landry, til særlig udsendning til Grønland. Guvernøren fortalte selv, at hans mål er at gøre Grønland til en del af USA. Samme dag gentog præsidenten sit ønske om, at Grønland til en del af USA.

8. januar 2026 udtalte Donald Trump i New York Times, at et ejerskab over Grønland er et 'psykologisk behov for succes'. Desuden 'kan det blive et valg' mellem ejerskab over Grønland eller at USA er med i Nato.


Sikkerheden i Grønland

Lars Løkke Rasmussen fortalte, at mødet primært omhandlede sikkerheden i Arktis.

Præsident Trump har tidligere sagt, at Danmark kun har investeret i forsvaret af Grønland med to yderligere hundeslæder.

Det blev afvist på mødet af både Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt. 

Dertil sagde de, at der ikke har været kinesiske skibe i grønlandske farvande i mere end et årti; som USA også har påstået.

- Mødet var en god mulighed for Vivian og jeg til at gå imod fortællingen om kinesiske skibe. Ifølge vores efterretninger, har der ikke været kinesiske skibe i Grønland i et årti eller mere, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Den danske udenrigsminister understrege, at der allerede er investeret knapt 15 milliarder dollars i forsvaret af Grønland.

- Grønland er på alle mulige måder på den rigtige side af historien, sagde Lars Løkke Rasmussen

- Nu kan jeg kun pege fingre af tidligere USA-administrationer, men de har været tilbageholdende. Nu kan vi forhåbentlig øge tilstedeværelsen i Arktis.

Uenigheden varer ved

Både Vivian Motzfeldt og Lars Løkke Rasmussen understregede dog, at selvom mødet var produktivt, så er alting ikke løst.

- Vi har ikke ændret den amerikanske position. Det er klart, at præsidenten har en interesse i Grønland, sagde den danske udenrigsminister.

Dog håber Lars Løkke Rasmussen, at USA vil stoppe med at true Grønland offentligt.

- Det er ikke let at tænke på innovative løsninger, når du vågner hver morgen til trusler.

- Vores syn afviger. Præsidenten har gjort sin holdning klar, og vi har vores.