Populære Naleraq får afgørende rolle

Hans Enoksens Partii Naleraq spås at brage ind i Inatsisartut ved valget den 28. november. Og den tidligere Siumutter holder kortene tæt til kroppen.
Hans Enoksen Foto © : KNR
19. november 2014 16:10

En spritny meningsmåling forudser, at Inuit Ataqatigiit vinder valget, men partiet får brug for hjælp, hvis det skal sætte sig på regeringsmagten.

 

Epinion har undersøgt vælgernes tendenser for KNR og DR, og halvanden uge før valget ligger IA til at få 36,9 procent af stemmerne, mens Siumut får opbakning fra 29,3 procent af vælgerne.

Læs også IA bliver landets største parti

Landets nyeste parti, Naleraq, er udset til at træde ind i Inatsisartut med hele 14,8 procent af stemmerne og kan dermed blive tungen på vægtskålen.

 

Og den tidligere Siumutter og landsstyreformand Hans Enoksen vil endnu ikke lægge sig fast på, hvem Partii Naleraq vil pege på.

 

- Det emne har vi endnu ikke talt om i partibestyrelsen, og det kommer helt an på, hvor mange der bliver valgt ind til Inatsisartut, og sammen med dem finder vi ud af, hvilke partier vi skal arbejde med, siger Hans Enoksen til KNR.

Læs også Økonomien afgørende for flest vælgere

Han er ikke overrasket over den store opbakning til sit parti, Naleraq.

- Det viser bare, at vores budskab bliver forstået af vælgerne. Det bekræfter, at levevilkårene er vanskelige, og at mange medborgere bliver tabt, og at mange ønsker at forbedre vilkårene for de personer, siger Enoksen.

Fakta om Epinions måling

  • Meningsmålingen bygger på 731 interview blandt tilfældigt udvalgte borgere i Grønland
  • Dataindsamlingen er foretaget telefonisk i perioden 6.-17. november. Interviewere er alle dobbeltsprogede og respondenterne har haft mulighed for at svare på enten grønlandsk eller dansk. 87 % har valgt at svare på grønlandsk og 13 % har valgt at svare på dansk.
  • Telefonnumrene er leveret af TelePost og indeholder fastnetnumre, mobilnumre og numre fra taletidskort.
  • Den statistiske usikkerhed er maksimalt +/- 3,6 %