Pompeo i København: Vi har diskuteret Arktis og Pituffik

Mike Pompeo er på besøg i København - og et nyt amerikansk opkøb af Grønland var ikke på dagsordenen.
Mike Pompeo hilser på Steen Lynge med albuen. Håndtryk er ikke på mode i de her coronatider. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
22. juli 2020 10:56

Arktis, Pituffik og handel.

Det er noget af det, som udenrigsminister Jeppe Kofod og hans amerikanske kollega Mike Pompeo har diskuteret her til formiddag. 

Mike Pompeo er på besøg i København, hvor han har mødtes med statsminister Mette Frederiksen. Men han har også holdt et møde med naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Steen Lynge fra Demokraatit, og Færøernes udenrigsminister, Jenis Av Rana.

De to nordatlantiske ministre var dog ikke at finde på det pressemøde, som Pompeo og Kofod netop har holdt. For da pressen havde mulighed for at stille spørgsmål til dagens gæst og vært, var de nordatlantiske ministre ikke til stede bag mikrofonerne.

 

Mike Pompeo Steen Lynge -

Pompeo havde tilsyneladende lige glemt, at håndtryk ikke er på mode i de her coronatider. Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, nåede dog at afværge og gav sin amerikanske kollega en hilsen med albuen i stedet for. Video: DR

 

En smule om Grønland blev der dog alligevel sagt. Mike Pompeo sagde, at han er glad for, at der er åbnet et amerikansk konsulat i Nuuk i juni. 

- Vi har genoplevet den amerikanske tilstedeværelse i Grønland, som har været slumrende i for lang tid, sagde han.

LÆS OGSÅ Lynge inden møde med Pompeo: Der vil opstå uenighed

Han nævnte også servicekontrakten på Pituffik: 

-  Vi vil blive ved med at arbejde for, at vores grønlandske naboer drager fordel af vores tilstedeværelse på Thulebasen. Det er en emne, der betyder forfærdelig meget for os alle sammen, siger Mike Pompeo.

Tak for de 83 millioner

Ifølge Jeppe Kofod blev der ikke talt om et nyt amerikansk opkøb af Grønland. Til gengæld benyttede han chancen til at takke USA for landets bidrag til Grønland på cirka 83 millioner danske kroner. 

I april afsatte USA's regering nemlig cirka 83 millioner til civile projekter i Grønland. 

LÆS OGSÅ Steen Lynge inden møde med Pompeo: Vi skal have servicekontrakten på Pituffik tilbage

- Pengene skal bruges i 2020 og 2021, og de skal bruges i form af rådgivning fra amerikanske eksperter og konsulenter til Grønlands råtofbranche, turisme og andet erhvervsliv. 

- Det glæder mig at se USA's øgede økonomiske forpligtelser i form af genåbningen af det amerikanske konsulat i Nuuk og fonde til projekter, sagde Jeppe Kofod.

Derudover handlede mødet meget om forholdet mellem Danmark og USA. 

- Din beslutning om at besøge Danmark understreger det stærke bånd, der er mellem Danmark og USA, indledte udenrigsminister Jeppe Kofod med at sige til Mike Pompeo, da presemødet gik i gang.

Han henviste til, at coronapandemien har besværliggjort internationale rejser.

- Vi er to nationer, som begge er robuste demokratier. Det skal vi blive ved med at forsvare, siger Mike Pompeo.