Politisk flertal vil sende penge til ny optælling af narhvaler

Der er politisk vilje i Inatsisartut til at sætte penge af til en ny optælling af narhvaler i Østgrønland. Ifølge Naturinstituttet vil en ny tælling dog ikke ændre på, at narhvalerne bør fredes.
Fra både Inatsisartut og naalakkersuisut er der ønske om at lave en ny optælling af narhvaler i Østgrønland. Foto © : Carsten Egevang
Skrevet af Anders Dall
21. oktober 2021 06:02

En ny optælling af narhvaler i Østgrønland kan meget vel være på vej.

I hvert fald tilkendegav et flertal af partier i Inatsisartut tirsdag, at de bakker op om at afsætte penge på finansloven til at lave en ny optælling.

Det sker efter, at politikerne på efterårssamlingen behandlede forslag fra Harald Bianco og Knud Mathiassen fra Inuit Ataqatigiit og Lars Poulsen fra Siumut. Politikerne mener, der er behov for en ny optælling af narhvaler i området, og at lokale fangere skal inddrages i optællingen.

LÆS OGSÅ Politiker har et horn i siden på biologernes optælling af narhvaler 

Både Inuit Ataqatigiit, Naleraq, Siumut og Demokraatit støtter en ny optælling i 2022.

- Fra Siumut støtter vi fuldt op om, at der bliver afsat midler til en ny optælling af narhvaler på Østgrønland, siger Aslak Wilhelm Jensen, der er Siumuts ordfører på fangstområdet, til KNR.

Færre narhvaler i Østgrønland

 

Ud fra en tælling i 2008 beregnede biologerne, at der var omkring 2000 narhvaler i Ittoqqortoormiit. I 2017 var tallet nede på 300.

 

I Kangerlussuaq er antallet af narhvaler faldet fra cirka 600 narhvaler i 2008 til cirka 300 i 2016. I Tasiilaq er tallet endnu lavere.

 

Naturinstituttet har beregnet, at en sommeroptælling af narhvaler i Ittoqqortoormiit, Kangerlussuaq og Tasiilaq med møder, fanger-deltagelse samt analyser koster 3.1 millioner kroner.

 

Desuden påpeger instituttet, at sådan en tælling vil kræve ekstra penge på finansloven til Naturinstituttet eller en omprioritering af planlagte aktiviteter.

 

Kilde: Afdeling for Pattedyr og Fugle på Naturinstituttet

Det skal ifølge Siumut ikke kun ske ved at lave en optælling på baggrund af en overflyvning af området.

For at få en mere præcis optælling foreslår Aslak Wilhelm Jensen, at satellitmodtagere sættes på en gruppe narhvaler i Østgrønland, så man kan følge narhvalens rute og opholdssteder.

Det skal suppleres med en række kameraer på land, som kan tage billeder af narhvalerne, når de er i området.

- Derfor vil det være nemmere at tælle og ved hjælp af kameraer på land observere, hvor mange narhvaler, der egentlig er til stede, siger Aslak Wilhelm Jensen.

Ny optælling vil næppe ændre på biologernes rådgivning

Den biologiske rådgivning peger dog entydigt på, at der ikke er behov for en ny optælling. Sådan har meldingen lydt fra Naturinstituttet.

- Der er ikke behov for en ny optælling. Vi har nok viden og de tællinger fra 2016 og 2017 er meget klare. Der er ikke nok narhvaler til at opretholde den fangst, vi har. En ny optælling om sommeren vil bare bekræfte, at der ikke er nok narhvaler, sagde afdelingschef for havpattedyr og Fugle på Naturinstituttet, Fernando Ugarte, i september til KNR.

Både Naturinstituttet og det videnskabelige udvalg i den Nordatlantiske Havpattedyr Kommission (NAMMCO) anbefaler, at narhvalerne skal fredes i Østgrønland, fordi bestandene er små. 

NAMMCO rådgiver blandt andet Grønland, når det handler om at sikre en bæredygtig forvaltning af havpattedyr. For eksempel narhvaler i Østgrønland. 

Naturinstituttet har desuden i et notat til Naalakkersuisut forud for behandlingen af gårsdagens forslag understreget, at det er ”meget usandsynligt, at endnu en sommertælling af narhvaler i Østgrønland vil gøre det muligt at ændre den nuværende videnskabelige rådgivning på nul fangst.”

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut hæver kvoten for narhvaler stik imod biologernes rådgivning

Det får dog ikke Aslak Wilhelm Jensen til at ændre på sin opfattelse af, at han mener, der er behov for en mere præcis optælling.

- Biologerne har deres mening, og erhvervslivet har en anden mening. Vi som Inatsisartut skal jo både tage højde for erhvervslivet, Naturinstituttet og NAMMCOS viden. Men vi (Siumut) mener, at en ny optælling med satellitovervågning og kameraer på land vil give et bedre resultat end de optællinger, man lavede i 2016 og 2017 med overflyvning, siger Aslak Wilhelm Jensen.

- Der har vi et alternativ på bordet her med satellitsendere og kamera og erhvervsfangernes viden, der skal blandes ind i det projekt her, tilføjer han.

Det er ikke kun Inatsisartut-politikerne, der gerne ser en ny optælling. Også Aqqaluaq B. Egede, der er naalakkersuisoq for fangst og fiskeri, har til KNR givet udtryk for, at han ser positivt på at sætte en større undersøgelse i gang, der skal tælle narhvaler i Østgrønland.