Eksperter: Politikere har prioriteret de større byer

Det er ikke en naturlov, at folk flytter fra bygderne til de større byer. Det skyldes politiske beslutninger i de seneste år. Politiske beslutninger, som har prioriteret de større byer, siger to eksperter i bygdeudvikling.
Kåre Hendriksen mener, at politikerne har prioriteret de steder, hvor der bor mange mennesker frem for de steder, hvor der faktisk er et potentiale for udvikling. Foto © : KNR
19. oktober 2016 07:40
Versionist Jaaku Lyberth

Landsplanredegørelsen 2016 tegner et billede af, at der i de kommende år vil være mange, der flytter fra de mindre byer og bygder.
Og der kan være mange grunde til at folk flytter, men ifølge Birger Poppel, der er samfundsforsker på Grønlands Universitet, skyldes fraflytnigen den politik, der er ført de seneste år.

Læs også Redegørelse kan ikke bruges som grundlag for prioritering

- Noget af den udvikling, vi har set her i Grønland, er i høj grad skabt af politiske beslutninger og ikke nødvendigvis en naturlov, siger han.

Og den førte politik har haft en tendens til at prioritere investeringer de steder, hvor der er mange stemmer, siger Kåre Hendriksen, der er lektor ved Center for Arktisk Teknologi på DTU.

Læs også Flere bygder vil lukke

- Problemet i dag er, at prioriteringerne ikke tages ud fra. hvor det giver mening at udvikle erhvervslivet, men i højere grad tages ud fra, hvor vælgerne er, siger han.

Og det er ikke nødvendigvis der, hvor der er mest potentiale for udvikling, siger han.

Læs også Kritikken af Landsplanredegørelsen bygger på misforståelser

 - Det betyder, at man meget ofte prioriterer at investere i de større byer, selvom det ville give et bedre afkast at investere andre steder, siger han.

Kåre Hendriksen mener endda, at det kan give mening at investere og ligefrem oprette bosteder, hvis man finder et erhvervspotentiale, for eksempel nye fiskemuligheder eller minedrift. Men det skal undersøges grundigt, siger han.