Politikere og børn har diskuteret digital sikkerhed
Traditionen tro samles børn fra hele landet til NAKUUSAs årlige børnetopmøde.
I år var hele 34 børn fra hele kysten samlet i Ilulissat til børnetopmøde.
Her skulle de diskutere noget af alt det, som betyder allermest for dem og deres liv.
Digital beskyttelse skal diskuteres
Og årets tema var beskyttelse af børn online, fortalte Tina Dam, der er programchef i UNICEF forud for topmødet.
Temaet var valgt af børnene selv. Og derfor så ved de, at det er noget, som er vigtigt for dem at tale om.
- Børnene fra Meeqqat Isummersorfii har selv besluttet, at Børnetopmødet i år skal handle om beskyttelse af børn og unge online. Det valg understreger deres forståelse for de udfordringer og risici, de møder i den digitale verden, fortæller Tina Dam.
Der er nemlig ikke altid lige let eller sikkert at navigere rundt i en digital virkelighed. Også selvom man er født ind i den.
Derfor er det vigtigt at tale om, hvilke værktøjer man kan skabe, for at gøre det mere sikkert for børnene.
Det understreger Tina Dam:
- Med stigende brug af sociale medier og online platforme er det mere relevant end nogensinde før at sikre, at børn har de nødvendige redskaber og viden til at navigere sikkert i cyberspace, siger hun.
Lovgiverne skal lytte
Som noget nyt, var der lagt op til, at flere politikere og embedsmænd også skulle deltage i topmødet.
De skulle høre oplæg fra eksperter, tale med børnene og komme med konkrete mål for bedre beskyttelse af børn og unge online.
I løbet af topmødet ville børnene blive enige om anbefalinger, som børnene senere i år vil præsentere for formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, i forbindelse med en officiel ceremoni.
Og det, at politikerne ville tage del i dagene, glæder i den grad Tina Dam:
- Vi er glade for, at politikerne har valgt at tage mod vores invitation til Børnetopmødet. Det viser, at de tager børneinddragelse alvorligt, og at de faktisk ønsker at lytte til børnene, sagde hun forud for topmødet, der fandt sted fra søndag til mandag i denne uge.