Politiet undersøger corona-forløb i Nanortalik

Én person er blevet konstateret smittet med coronavirus i Nanortalik. Den smittede overholdt ikke sin karantæne og gik rundt i byen.
KNR har forsøgt at finde ud af, om det får nogle konsekvenser, men det er endnu for tidligt for politiet at melde tilbage. arkivfoto Foto © : Pressefoto/Rigspolitiet
Skrevet af Andreas Wille
29. juli 2020 06:41

Grønlands Politi er i gang med at undersøge, hvad der er op og ned, efter at én person er blevet konstateret smittet med coronavirus i Nanortalik.

Før omstændighederne er blevet klarlagt, vil politiet dog ikke stille op til interviews i sagen, oplyser Camilla Palmann til KNR.

- De nærmere undersøgelser, der er i gang med at blive foretaget omkring sagens omstændigheder, skal klarlægges, førend vi kan sige noget nærmere, skriver hun i et mailsvar til KNR.

I går kunne KNR fortælle, at den smittede ikke overholdt reglerne for karantæne. 

LÆS OGSÅ Coronamik tunillatsissimasoq Nanortalimmi mattusimasimanngitsoq

Man må nemlig ikke gå rundt på må og få i de mindre byer og bygder, mens man venter på svar på sin coronatest.

Der skal man som udgangspunkt holde sig hjemme og undgå kontakt med andre. Men det gjorde den smittede ikke, fortalte landslæge Henrik L. Hansen.

Politiet kunne give bøder

KNR har forsøgt at finde ud af, om det får nogle konsekvenser for den smittede, men det er endnu for tidligt for politiet at svare på.

Ordensmagten vil slet ikke forholde sig til den konkrete sag på nuværende tidspunkt, men oplyser, at man generelt forsøger at "tale om tingene".

- Vi forsøger at løse problemer med dialog. Overskrider man flere gange reglerne, så kan politiet give en bøde til den pågældende, skriver Camilla Palmann.

Politiet har altså mulighed for at kunne give bøder, hvis corona-reglerne ikke bliver overholdt. Men det er uvist, om det kommer til at ske i denne sag. 

Mandag sendte Grønlands Naturinstitut pressemeddelelse ud om, at forskningsskibet med den smittede ombord ikke har nogen relation har til instituttet.

Den smittede ankom til Nanortalik ombord på et forskningsskib. Landslægen vil ikke komme nærmere ind på, hvor skibet kommer fra. Han siger dog, at det kommer fra et land udenfor rigsfællesskabet.