Døgnrapport: Politiet er på bar bund i sager om indbrud og brugstyveri

Politiet søger vidner i to sager, der er sket i nattetimerne, fortæller vagtchefen onsdag morgen.
Det seneste døgn har der været indbrud i Nuuk og brugstyveri i Sisimiut, fortæller Grønlands Politi. Foto © : Christine Hyldal/KNR
25. september 2024 09:29

I de mørke nattetimer har Street Food i Nuuk været udsat for et indbrud, og i Sisimiut er der blevet stjålet en ATV, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Carl Sværd.

- I begge sager er vi på bar bund i forhold til gerningsmænd, siger han.

Derfor beder han om, at man kontakter politiet, hvis man har set noget mellem klokken to og tre i nat.

- Brugstyveriet af ATV’en er anmeldt klokken 02.11 i nat, men ATV’en er ikke fundet endnu, og det eneste signalement vi har af gerningsmanden er, at han var iført en sort hættetrøje, siger vagtchefen.

- Ved indbruddet i Nuuk, der blev anmeldt omkring klokken tre, har vi en mistanke om, at det er fire unge mænd, der står bag, men vi ved ikke, hvem de er, fortæller Carl Sværd.

Politiet har endnu ikke overblik over, om gerningsmændene er kommet afsted med noget, men det vil vise sig op ad dagen, når ejeren får dannet sig et overblik, fortæller vagtchefen.