Døgnrapport: Hærværk på kirkegård

Politiet beder offentligheden om hjælp til at finde bagmændene til 16 ødelagte kors på kirkegården i Upernavik.
Politiet leder efter vidner til et hærværk på kirkegården i Upernavik, der er sket i sidste uge. Foto © : KNR / Malik Brøns
24. september 2024 09:14

16 gravsteder har været udsat for hærværk. De hvide kors ved gravene er enten knækket, væltet eller på anden vis ødelagt på kirkegården i Upernavik. Det fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Jeppe Andsager.

Meldingen kom i går formiddags, men gerningstidspunktet er mellem den 20. september klokken 16 og den 21. klokken 19.

- Vi har nogle vidner i sagen, men vi vil meget gerne høre, hvis nogen har set noget, eller har noget information om gerningsmændene, der kan hjælpe os yderligere på vej i efterforskningen, siger Jeppe Andsager.

Olieudslip - igen

I Sisimiut har politiet modtaget anmeldelse om et olieudslip. Det er tredje gang inden for få uger, at der er meldinger om et olieudslip.

Den seneste melding var 20. september, da det sunkne skib Adolf Jensen lækkede olie ud for Nanortalik. 

Ved udslippet i går eftermiddags i Sisimiut, har brandvæsnet samlet mellem 750 og 800 liter diesel og motorolie op, fordi en tank var blevet påkørt.

Hændelsen er sket ved byens spildolie-opbevaring, og omkring klokken fire kunne brandvæsnet ophæve deres afspærring, fortæller vagtchefen.