Folketingsvalg 2015 Politibetjente skal have samme løn

Politifolk skal have ligeløn. Det mener flere partier med folketingskandidater. Men politiet har stort set opnået ligeløn med kollegaerne i Danmark, fortæller Politiforeningens formand i Grønland.
Skrevet af Nauja Møller
17. juni 2015 17:23

Tre partier, Atassut, Partii Naleraq og Demokraterne har siden valgkampens begyndelse haft ligeløn mellem statsansatte politifolk i Grønland og Danmark som mærkesager.

- Politiet i Grønland og kollegaerne fra Danmark, der kommer for at arbejde i Grønland, har ikke det samme vilkår. Derfor skal der arbejdes for lige vilkår, siger Per Rosing-Petersen fra Partii Naleraq.

 

Der er allerede opnået samme løn

Politiforeningens formand i Grønland Finn Jeppesen, fortæller at der er gennem flere års kamp opnået lighed i lønnen mellem politimænd i Grønland og i Danmark.

Forskellen i dag er kun en stedstillægsats, som danske politifolk får i deres løn, og som stadig mangler i Grønland. Det tillæg er under forhandling lige for tiden, og ifølge Finn Jeppesen vil det være en forhøjelse på omkring 1500 kroner:

- Når vi snakker løn, så er vi meget, meget tæt på at være helt ens med de danske kollegaer, siger Finn Jeppesen.

 

Erkender samme løn

Poul Hansen fra Demokraterne er selv politimand. Han erkender, at der er stort set ligeløn mellem politiets ansatte tværs over Atlanterhavet. Han fortæller, at især nu, hvor udligningstillægget, som grønlanske politibetjente har fået med i lønnen siden 2009, også er blevet pensiongivende med tilbagevendene kraft:

- Jeg er selv bekendt med, at kampen for lige vilkår for politiets ansatte er ved at lykkes helt, pensionen bør justeres lidt i, siger Poul Hansen.

 

Opfordrer til mindre arbejdstid

Fakta er altså, at ligeløn er stort set opnået indenfor politiet. I stedet opfordrer Politiforeningens formand i Grønland til, at politikerne hellere bør kigge på arbejdsvilkårene, når det gælder politibetjente:

- Jeg vil opfordre politikerne, når de snakker om lige forhold, at få lavet lige forhold på arbejstid. Det kan laves i Selvstyret. Det er ved at sige, at arbejdstiden skal være 37 timer. Herudover kan vi selvfølgeligt også konstatere, at sådan noget som barselsregler er noget dårligere end det, man har i Danmark. Der kunne man også opfordre dem til at få lavet nogen barselsregler, der modsvarer de danske barselsregler, siger Finn Jeppesen, formand i politiforeningen Grønland.