Medie: Placering af kontrolcenter til overvågning af luftrummet er på pause

Kontrolcentret til overvågning af luftrummet over Grønland skal ligge uden for Nuuk, mener naalakkersuisut. Men det er den danske regering ikke enig i.
Kongeriget Danmark overtager efter planen overvågningen af luftrummet af Grønland i 2031. I dag står Canada og Island for overvågningen af det øvre luftrum over Grønland. Foto © : KNR / Malik Brøns
26. juni 2024 14:44

​Kongeriget Danmark overtager ansvaret for luftrummet over Grønland i 2031.

Men naalakkersuisut og den danske regering er uenige om, hvor kontrolcentret til overvågningen skal være placeret. Det skriver Sermitsiaq.

Det er det statsejede Naviair, der skal stå for opgaven. Og selskabet vurderer, at en ny kontrolcentral er bedst at etablere i Nuuk.

Det viser en aktindsigt, som Sermitsiaq har fået i korrespondancen mellem naalakkersuisoq for infrastruktur, Hans Peter Poulsen (S), og den danske transportminister, Thomas Danielsen (V).

Naviair ønsker at have kontrolcentralen tæt ved lufthavnen i Nuuk for at få et tættere samarbejde med lufthavnsselskabet Greenland Aiports og for eksempel Air Greenland.

Også den danske regering mener, at kontrolcentret skal være i Nuuk.

Men naalaakersuisut ønsker at få undersøgt andre mulige placeringer, særligt Qaqortoq.

For ifølge naalakkersuisoq Hans Peter Poulsen bør der være flere offentlige arbejdspladser uden for Nuuk.

Tidligere har naalakkersuisut bedt regeringen om at undersøge Kangerlussuaq og Narsarsuaq som hjemsted for kontrolcentret.

På grund af uenighederne er arbejdet med at beslutte placeringen af kontrolcentret foreløbig sat på pause.

Det øvre luftrum over Grønland kontrolleres i dag fra Canada og Island.