Paneeraq Noahsen bliver den første grønlandske landslæge
Naalakkersuisut har ansat Paneeraq Noahsen, der er uddannet speciallæge i samfundsmedicin, som ny landslæge ved Landslægeembedet.
Det meddeler naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
Hun starter i sit nye job 1. oktober. Hun overtager jobbet efter Henrik L. Hansen, der har været landslæge siden 1. oktober 2017 – altså i præcis syv år. Hans åremålsansættelse udløber på tirsdag.
De fleste af os husker sikkert Henrik L. Hansen fra en nærmest endeløs række af pressemøder om smittede og forholdsregler i corona-årene 2020 og 2021. Der blev endda lavet julepynt med hans ansigt på og englevinger.
Men Paneeraq Noahsen er heller ikke helt ukendt. Flere gange stod hun også side om side med skiftende naalakkersuisut for sundhed og politimesteren under covid-19-pressemøder i sin egenskab af at være læge i Landslægeembedet.
Har stor erfaring
Paneeraq Noahsen er født og opvokset i Nuuk og har omfattende erfaring fra sundhedsvæsenet, oplyser naalakkersuisut.
Derudover har hun erfaring som hospitalslæge og som administrativ læge i Sundhedsstyrelsen i Danmark, hvor hun har gennemført dele af sin uddannelse til speciallæge i samfundsmedicin.
- Jeg er utroligt stolt af, at vi nu kan ansætte Paneeraq Noahsen som ny landslæge. Som speciallæge i samfundsmedicin er hun den helt rette til at varetage stillingen som den første kvindelige, grønlandske landslæge nogensinde, siger naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain (IA).
Hun takker også den nu snart forhenværende landslæge.
- Jeg vil samtidig gerne rette en stor tak til vores afgående landslæge Henrik L. Hansen, som har ydet en stor og utrættelig indsats igennem mange år. Henrik har i sit arbejde været optaget af at sikre uddannelsesstillinger til grønlandske læger i Landslægeembedet, og han er derfor medvirkende til, at vi nu kan ansætte vores første grønlandske landslæge.