Pia Kjærsgaard formand for Folketinget

Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti bliver ny formand for Folketinget. Det ligger fast, efter Liberal Alliance har sikret et flertal for hende på posten. Det oplyser TV2.
01. juli 2015 11:37

Pia Kjærsgaard er medstifter og tidligere formand for Dansk Folkeparti og bliver den blot anden kvindelige formand for Folketinget. I 1950 blev socialdemokraten Ingeborg Hansen den første kvindelige formand - dengang for det daværende Langsting - og blev samtidig den første kvindelige parlamentsformand i verden.

Liberal Alliance har ellers krævet skattelettelser til danskere med de højeste lønninger mod at støtte Pia Kjærsgaard som ny formand. 

Ifølge TV2 kommer støtten dog i stedet ved, at Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, får formandsposten i Folketingets Finansudvalg. Det er dog ikke endeligt bekræftet.

Også nu tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt var i spil som kandidat til Folketingets formandspost.