Peter Grønvold forlader også bestyrelsen i Air Greenland

På torsdag stopper han som direktør i KNI, og nu er han også trådt ud af bestyrelsen i Air Greenland.
Peter Grønvold Samuelsen begrunder udtrædelsen med, at han ikke ønsker, at den verserende mediesag omkring hans person skal knyttes til Air Greenland.  Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
30. marts 2021 11:11

Peter Grønvold Samuelsen er om to dage færdig som direktør i KNI – og nu er han også trådt ud af Air Greenlands bestyrelse. 

Det oplyser Air Greenland i en pressemeddelelse. 

Ifølge flyselskabet meddelte Peter Grønvold Samuelsen allerede i går, at han træder ud af bestyrelsen, som han har været medlem af siden november sidste år. 

LÆS OGSÅ KNI-direktør: Jeg beklager dybt, hvis jeg har overskredet andres grænser

Peter Grønvold Samuelsen begrunder udtrædelsen med, at han ikke ønsker, at den verserende mediesag omkring hans person skal knyttes til Air Greenland. 

-    Vi har respekt for Peters beslutning og bevæggrunden for hans beslutning. Vi takker ham for et godt samarbejde i bestyrelsen, siger bestyrelsesformand Bodil Marie Damgaard. 

Blufærdighedskrænkelse 

Peter Grønvold Samuelsen er ramt af et decideret stormvejr.

Flere kvinder med tilknytning til KNI har politianmeldt ham for blufærdighedskrænkelse. 

Lager​skandale i KNI - sagen kort
  • KNI har i ti år haft systematisk fejl i deres registrering og opgørelse af KNI’s lagre.
  • Det har betydet, at lagrene har været værdisat mellem omkring 70 millioner kroner for højt 50 millioner kroner for højt.
  • Fejlen skyldes en menneskelig programmering i KNI’s systemer, men KNI har ikke noget bud på, hvem der står bag.
  • Fejlen betyder, at selskabet skal nedskrive dets egenkapital med omkring 50 millioner kroner ved halvregnskab i december.
  • Fejlen får ifølge KNI ikke ”væsentligt effekt på selskabets økonomiske stilling, herunder driftsresultaterne.”

KNR har været i kontakt med flere af kvinderne og har set kvitteringer for politianmeldelserne. Her fremgår det, at krænkelserne skal være sket på arbejdspladsen og under tjenesterejser blandt andet i 2016.

LÆS OGSÅ KNI-direktør har sagt op

Han har været direktør i KNI i knap otte år. Nu har han sagt op fra på torsdag. 

Om anklagerne fra kvinderne er den præcise grund til Peter Grønvolds opsigelse, ved vi ikke. 

I en pressemeddelelse fra KNI, som blev sendt ud i går, var grunden til opsigelsen, at Peter Grønvold Samuelsen vil ”levere stafetten videre til nye kræfter”, og at han ”vil få mere tid til familien og nyde den fantastiske natur vi har her i vores land”.

Fejlvurdering af lager

I efteråret var KNI også en tur i mediemøllen i en anden sag, hvor Peter Grønvold Samuelsen også er anmeldt til politiet. 

Gennem adskillige år har KNI’s varelagre nemlig været vurderet mellem 50 og 70 millioner kroner for højt. Konsekvensen af sagen har indtil videre været, at det selvstyreejede selskab har tabt 50 millioner kroner i værdi. 

LÆS OGSÅ Tidligere KNI-direktør anmeldt for blufærdighedskrænkelse

Peter Grønvold Samuelsen har haft ansvaret for KNI i knap otte år. Under hans lederskab har hverken han, resten af ledelsen eller KNI's eksterne revisor dog opdaget lagerfejlen.

Ledelsen og bestyrelsen i KNI har fastholdt deres uskyld siden, at sagen brød frem i offentlighedens lys i november.

Selvstyret vil udpege et nyt bestyrelsesmedlem på Air Greenlands næste ordinære generalforsamling 18. maj.