Pengeindsamling til fangere efter voldsom orkan

En voldsom orkan ramte Qaanaaq om aftenen den 6. december. Dagen efter tog orkanen til i styrke, hvor vindhastigheden blev målt til 48 m/s. Det var også utrolig koldt, -20 grader, med en kuldefaktor på -45 grader.
Skrevet af Andreas Wille
14. december 2016 14:04

Mange af fangerne mistede deres fangstudstyr under orkanen, og nu er der en pengeindsamling i gang til fordel for disse.

- Jeg kan fortælle, at der kun er indsamlet meget lidt i de første dage. Der er mistet udstyr til en værdi af op i mod 100.000 kroner, og der er omkring 12 fangere, der er hårdt ramt, få er mindre ramt, fortæller kontaktpersonen i forbindelse med indsamlingen, Rasmine J. Normann, til KNR.

Vil skabe større opmærksomhed

Rasmine mener, at grønlændere bør være bedre til at hjælpe hinanden.

- Når der er pengeindsamling til folk, der er blevet ramt af naturkatastrofer rundt omkring i verden, plejer vi at kunne rejse en masse penge, derfor bør vi være mere opmærksomme på vores medborgere, som er blevet ramt. Det er jo noget, der er sket her i landet. Og det er vanskeligt for os, der vil samle penge ind, fortæller Rasmine.

- Det var været utroligt farligt vejr. Derfor har fangerne ikke været i stand til at hente deres fangstudstyr, der lå udenfor. Alt blev blæst væk af orkanen, og det var farligt at begive sig udenfor, siger Rasmine til KNR.

Foto © : Rasmine J. Normann
Orkan væltede en fryser. 

Har modtaget donation

KNI har doneret 20.000 kroner, og desuden har flere privatpersoner henvendt sig fordi de gerne vil donere, og borgerne i Qaanaaq har også solgt mad og arrangeret banko for at samle penge ind. 

Der er nedsat en komité, som ikke kun har fokus på at samle penge ind til denne sag. For Qaanaaq bliver hvert år ramt af sådanne problemer, og det er derfor medborgerne har startet denne indsamling.

- Vi har startet denne pengeindsamling, så man løbende kan yde akut hjælp. For vi kan ikke være bekendt at vende det blinde øje til vores medborgere, for det er jo dem der giver os mad på bordet, siger Rasmine.

Folk der ønsker at donere, kan finde kontonummer på indsamlingskomitéens Facebook-side.