Peberspray og gummikugler skal holde isbjørne væk

Departementet for fangst og fiskeri arbejder på at få tilladelse til, at jagtbetjente kan bruge gummikugler og peberspray mod isbjørne, der kommer for tæt på mennesker. WWF er både for og imod ideen.
Nanoq Qeqertarsuarmi illoqarfiup iluaniissimasoq ippassaq ullaap tungaani pisarineqarpoq.
Nye metoder skal holde flere bjørne i live Foto © : Bine Berthelsen Brandt
Skrevet af Mads Pedersen
09. september 2017 12:04

- Det er en rigtig god idé at bruge gummikugler for at skræmme isbjørne, der kommer for tæt på bosteder. Det mener biolog Kaare Winther Hansen fra WWF, Verdensnaturfonden.

Når en isbjørn, der kommer for tæt på et bosted, bliver dræbt, bliver det ikke trukket fra isbjørnekvoten. Og det betyder, ifølge WWF’s Kaare Winther Hansen, at isbjørnefangsten i Grønland bliver mindre bæredygtig, fordi man skyder flere, end der er kvote på.

LÆS OGSÅ Isbjørne spottet nær Nassuttooq

Departementet ønsker at afprøve gummikugler og peberspray i en forsøgsordning, men det kræver en særlig tilladelse fra politiet. Det er nemlig ulovligt, at benytte sig af bearspray og gummikugler i Grønland.

Men departementets ansøgning er i første omgang blevet afvist af politiembedet, fortæller afdelingschef i departemntet for fiskeri og fangst, Amalie Jessen. De to parter skal senere på måneden holde møde igen for at undersøge muligheden.

Succes med gummikugler

I dag forsøger man at skræmme isbjørne væk med skudlyde, men det forhindrer dem ikke i at komme tilbage. Det siger WWF’s Kaare Winther Hansen.

LÆS OGSÅ Nu overlever isbjørne besøg i Ittoqqortoormiit

Han fortæller, at andre lande har haft succes med at bruge gummikugler. Men også her i landet har det vist sig som en god ide.

Verdensnaturfondens isbjørnepatrulje var i Ittoqqortoormiit sidste år. Her blev en isbjørn ved med at komme tilbage. Verdensnaturfonden kontaktede så politiet i Ittoqqortoormiit og fik tilladelse til at bruge gummikugler ved dette tilfælde.

- Den her isbjørn kom tilbage flere gange og borgerne i Ittoqqortoormiit ville aflive den. Her fik vi lov til at bruge gummikugler og fik ramt den et par gange. Den kom ikke tilbage, så det var en rigtig god løsning til isbjørnen, fortæller Winther Hansen.

Dårlig idé med peberspray

For at en peberspray skal virke, skal man komme så tæt på en isbjørn, så det bliver en sikkerhedsmæssig risiko, som ikke er forsvarligt, lyder det fra WWF.

- Det er faktisk lidt problematisk at bruge, fordi den kun kan bruges på 10-meters afstand, siger Winther Hansen og fortæller, at sprayen er beregnet til brug som selvforsvar, hvis man bliver angrebet af isbjørne, siger Winther Hansen.

Han vil derfor anbefale, at politiembedet giver tilladelse til at jagtbetjente kan benytte sig af gummikugler.